Billede beskrivelse

Psykiater sælger praksis efter godt 27 år: - Løsningen kunne ikke være bedre

Hans Henrik Wernlund går på pension - mens overlægepar rykker fra Aalborg til Hjørring

04. april 2022 kl. 10.00
Opdateret kl. 10.35

Den 68-årige speciallæge i psykiatri Hans Henrik Wernlund har solgt sin praksis. Det er netop markeret ved en overdragelsesreception.

Det er ægteparret Maryla Tuscewska og Bartosz Tuscewski, der har overtaget forretningen, SindCare, der hører hjemme på anden sal på adressen Strømgade 8 i Hjørring.

- Jeg har det rigtigt godt med, at jeg nu skal aflevere min praksis til dem. Det er nogle rigtigt søde mennesker, som er meget ordentlige hele vejen igennem. Så løsningen kunne ikke være bedre, siger Hans Henrik Wernlund.

Det var 1. oktober 1994 - altså for 27 ½ år siden - at han åbnede sin praksis. Og faktisk er det efterhånden et stykke tid siden, at han begyndte at lede efter en måde at afhænde sit livsværk på.

- Det har været svært at finde afløsere. Jeg har rent faktisk forsøgt at finde nogen til at overtage efter mig i næsten to år, forklarer Hans Henrik Wernlund.

På baggrund af de forgæves forsøg meddelte han i august 2021 Region Nordjylland, at han med udgangen af februar 2022 havde tænkt sig at lukke sin klinik - for sådan noget skal varsles et halvt år i forvejen.

Det førte umiddelbart inden jul til, at Region Nordjylland gav tilladelse til, at Hans Henrik Wernlund kunne sælge sin virksomhed som en såkaldt delepraksis. Og det gav det polske ægtepar mulighed for at træde til.

- Det var jo en fantastisk julegave at få, siger Hans Henrik Wernlund, der nu glæder sig til at nyde sit otium i Hjørring.

Glæder sig til opgaven

Ægteparret Maryla Tuszewska og Bartosz Tuszewski har været i Danmark de seneste godt 13 år - og de har en stor tro på, at de nok skal få en fin forretning ud af at overtage i Hjørring.

De er begge uddannet fra Poznan Universitetshospital, men siden 2008 har de arbejdet indenfor psykiatrien i Nordjylland. Og de forlader overlægestillinger i Aalborg for nu at arbejde sammen i Strømgade.

- Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang i Hjørring. I den nye praksis får vi meget tættere kontakt til patienterne. I sygehusregi har vi som overlæger ikke haft en nær så direkte kontakt til patienterne, så at komme tættere på dem, det er virkelig noget, vi ser frem til, forklarer Maryla Tuszewski.

- Samtidig med det så glæder vi os også til at arbejde mere sammen med hinanden. Vi får jo nu mulighed for at spare med hinanden om patienterne - og det passer os rigtigt fint, at vi nu kommer til at arbejde sammen på den måde, fastslår Maryla Tuszewski.

Klinikkens mangeårige sekretær - Lone Frydkjær Sørensen - fortsætter med over i det nye ejerskab af SindCare.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste