Billede beskrivelse

Det er nu, det gælder: Nanna gør klar til ny sæson i Slice of Life

31. marts 2026 kl. 06.03
Opdateret kl. 07.56

LØKKEN: Der er noget særligt over Løkken, når foråret rammer. 

Noget, man ikke kan tage fejl af.

Hos Slice of Life er det netop nu, det hele begynder igen.

- Man kan simpelthen mærke det. Og man kan også bare se det på parkeringspladsen. Der begynder at komme flere folk i byen, og sommerhusene bliver fyldt op, fortæller Nanna Schütz, som er indehaver af Slice of Life.

Påsken er ikke bare endnu en højtid. Det er generalprøven på det, der venter.

- På en eller anden måde er påsken en generalprøve på sommeren. Det er her, sæsonen starter. Især skærtorsdag og langfredag - der kan vi virkelig mærke trykket.

Mere ro

Der sker noget på stedet.

Ikke nødvendigvis noget, man som gæst lægger mærke til med det samme, men noget, der gør en stor forskel bag kulisserne.

- Vi ved jo meget bedre nu, hvad det er, vi kigger ind i. Det er en helt anden øvelse i år, og der er meget mere ro på end sidste år.

Sidste sæson var præget af en voldsom udvikling.

- Vi gik jo fra 10 til 60 medarbejdere ret hurtigt. Der skete virkelig meget på kort tid.

I år handler det i højere grad om at bygge videre og finjustere.

Små ændringer med stor betydning

Selvom gæsterne måske oplever det som ’det samme gode sted’, er der arbejdet intenst på at optimere hverdagen.

- Vi har ændret lidt i arbejdsgangene. Blandt andet så take-away bliver guidet rundt på en anden måde. Det giver et bedre flow for vores tjenere.

- Vi får også en udendørs bar, så vi kan stå derude og skænke. Så der sker en masse gode ting.

Mere end bare pizza

Slice of Life er ikke kun et sted, man spiser – det er også et sted, hvor der sker noget.

- Vi vil gerne skabe liv. Også uden for højsæsonen.

Derfor er der allerede nu planlagt flere arrangementer.

- Vi har haft foredrag og workshops, og det fortsætter vi med. Vi får blandt andet drag bingo, hvor en dragqueen kommer og laver show.

Samtidig drømmes der om endnu mere liv udenfor.

- Jeg kunne godt tænke mig, at torvet foran bliver mere levende.

Nye idéer på vej

Der arbejdes på nye tiltag - blandt andet muligheden for at tage oplevelsen med hjem.

- Vi vil gerne kunne sælge vores pizzaer som et produkt, man kan tage med hjem. Der er mange, der kører lang for at hente dem.

Det kræver dog de rette løsninger.

- Det handler om at sikre, at kvaliteten stadig er der, når folk varmer dem derhjemme.

Planen er, at det skal være klar til sommer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste