Østjyske veninder elsker Hjørrings butikker - på den højlydte måde
HJØRRING: - Så er vi her! lyder det muntert - og temmelig højt - da fire østjyske veninder træder ind hos ONLY i Hjørring.
Butikschef Margit Kørner Eriksen smiler stort.
Hun ved præcis, hvad der venter: venindehygge, grin og en talestrøm, der ikke sådan lader sig stoppe.
Det er 25. gang, at Marianne Eberhard, Lise Mørk Jessen, Desirée Bork og Connie Larsen besøger Hjørrings midtby.
To gange om året går turen fra Aarhus til sommerhuset i Løkken.
Og så skal der shoppes, melder de fire veninder, der kender hinanden fra speditørbranchen.
- Hjørring er noget helt særligt for os. Her bliver man mødt med nærvær og en service, vi slet ikke er vant til hjemmefra. siger Marianne Eberhard.
- Hun er jo vores Margit
Margit byder på bobler og snacks, og veninderne slår sig løs mellem stativerne.
- Vi elsker at komme her. Og Margit - hun er jo vores Margit, griner Connie Larsen, mens hun holder en nederdel op foran sig.
Margit selv lægger heller ikke skjul på, at besøget er noget, hun ser frem til.
- Jeg elsker, når de kommer med al deres energi. Hvis jeg har fri, så møder jeg ind alligevel, siger hun.
Veninderne lærte hinanden at kende i speditionsbranchen, og det kan mærkes.
- Vi har lidt af en jargon, indrømmer Lise Mørk Jessen.
- Og vi er HELT ærlige. Hvis man ligner noget, der er løgn i en kjole, så siger vi det.
Margit nikker genkendende.
- De nøjes jo ikke med at hjælpe hinanden. Det sker også, at de hjælper andre kunder. Men de fleste synes faktisk, de er ret sjove.
Rom, cola og modeshow
Når poserne er fyldt, går turen tilbage til sommerhuset i Løkken.
- Så står den på rom og cola og modeshow. Vi viser ALT frem. Ingen hemmeligheder, griner de i kor.
Men midt i grin, bobler og prøverumskaos er der også et alvorligt blik på byen.
- Vi bliver faktisk lidt bekymrede, når vi ser tomme vinduer i midtbyen, siger Connie Larsen.
- For I har noget helt særligt her i Hjørring. Det må I passe på. Den måde I møder folk på.
Den findes altså ikke alle steder.
Alligevel er de ikke i tvivl om, hvorfor de bliver ved med at komme.
- Det her er vores pusterum. Og hvis ikke vi selv skaber den gode stemning – hvem gør så? siger Marianne Eberhard, mens endnu et stykke tøj ryger ned af stativet.
Og så bryder latteren løs - højlydt, hjertelig og helt umulig at overhøre.
Præcis som deres kærlighed til Hjørrings butikker.