Bindslev Hotel skal have ny forpagter
BINDSLEV: En god omsætning og en god indtjening.
Men alligevel skal der en ny forpagter til i Bindslev Hotel.
Den nu tidligere forpagter, Kirsten Wuust Jensen, drager nemlig mod Hirtshals, hvor hun overtager Hotel og Restaurant By The Sea.
Ejeren af Bindslev Hotel, Evald E. Jensen, vil derfor gerne have en ny forpagter til hotellet i Bindslev - og gerne så hurtigt som muligt.
Inden da retter han dog en ros til den afgående forpagter.
- Hun har solgt mange menuer som take away, og hun har været god til store fester, med rigtig god mad, siger Evald E. Jensen og tilføjer:
- Nu vil vi gerne have en ny forpagter snarest. Vi giver gode opstartsbetingelser med en forpagtningsafgift på meget rimelige betingelser. Det er nemlig vigtigt, at vi får en forpagter, der vil drive Bindslev Hotel i den ånd, der tidligere har været - med god mad og god service.
Som en del af forpagtningsaftalen medfølger alt inventar og service samt alle køkkenredskaber - så det er lige til at gå til, noterer Evald E. Jensen.
Det eneste, den nye forpagter skal forholde sig til, er - ifølge indehaveren - at købe nye varer hjem til madlavningen på hotellet.
Så skulle man have interesse i at overtage forpagtningen på stedet, "er telefonen åben", som Evald E. Jensen selv siger det.
Bindslev Hotel holder til på Nørrebro 15 i Bindslev.