Billede beskrivelse

Michael er klar til åbning på Herregården Odden: - Det er historiens vingesus

31. marts 2026 kl. 17.02

HJØRRING: Onsdag 1. april slår Victor Petersens Willumsen-samling på Herregården Odden i Mygdal igen dørene op til en ny sæson.

Og i år er der både fornyelse og fordybelse i vente.

For daglig leder, den tidligere produktionschef på Vendsyssel Teater, Michael Simonsen handler det ikke kun om kunst, men også om oplevelsen omkring den.

Billede beskrivelse

- Der er faktisk ikke så stor forskel på at arbejde med teater og museum. Vi skal servicere vores publikum og skabe en oplevelse. Vi har ferniseringer i stedet for premierer, men vi arbejder med de samme elementer, siger han.

Hans baggrund fra teaterverdenen mærkes tydeligt i arbejdet med udstillingerne.

Der arbejdes lige nu målrettet på at opgradere belysningen gennem fondsstøtte, så kunsten fremstår endnu stærkere.

- Det handler om lys, stemning og iscenesættelse. Når man får det rigtige lys på værkerne, så ser man dem i et helt nyt lys - helt bogstaveligt.

Billede beskrivelse

Et hus med sjæl og historie

Herregården er i sig selv en del af oplevelsen. 

Som en af Danmarks nordligst beliggende herregårde, med rødder tilbage før 1500-tallet, emmer stedet af historie.

- Når gæsterne træder ind ad døren, mærker de det med det samme. Det er historiens vingesus. Man kan næsten se, hvor mange der har gået på trapperne gennem tiden, siger Michael Simonsen. 

Samtidig skaber mødet mellem den historiske bygning og Willumsens kunst en særlig dialog. 

- Det er netop samspillet mellem huset og kunsten, der gør det til noget helt særligt.

Billede beskrivelse

Rummer over 1000 værker

Samlingen på Odden rummer i alt 1304 værker - hvoraf 810 er udstillet. 

Fokus er især på skitser og forarbejder, hvilket giver et sjældent indblik i Willumsens kreative proces.

Efter en periode med lidt stilstand er der nu kommet nye kræfter til og ambitionerne er tydelige.

Der arbejdes blandt andet med, bedre sikring af bygningen, opgradering af faciliteter, øget synlighed online og tiltrækning af flere besøgende.

- Vi vil gerne løfte niveauet, så vi på sigt kan låne værker fra større museer. Det kræver, at vi rykker os og det er vi i gang med. Samtidig spiller frivillige en central rolle i driften, hvor et lille team holder hjulene i gang gennem hele sæsonen.

Billede beskrivelse

En oplevelse, der ikke kan forklares

For Michael Simonsen er det vigtigste dog stadig selve mødet mellem kunst og publikum.

- Når noget er rigtig godt, både i teater og kunst, så kan det ikke helt forklares med ord. Det er noget, man mærker. Og netop den oplevelse håber han, at gæsterne tager med sig fra Herregården Odden.

Sæsonen starter i dag, onsdag 1. april - og byder på kunst, historie og en oplevelse, der rækker ud over det sædvanlige.

Der kommer løbende arrangementer til og allerede mandag 6. april er der rundvisning i samlingen.

Det bliver en særlig rundvisning i samlingen med formanden for fonden og søn af stiftere Kirsten og Victor Petersen, Morten Petersen. 

Billede beskrivelse

Der vil give et unikt indblik i udvalgte værker og historien bag samlingen. 

Som søn af stifterne, og kustode siden 1969, vil Morten fortælle sjove, personlige og finurlige historier om huset, samlingen og samlerfamilien.

Rundvisningen er gratis med entrébillet - eller som medlem af Oddens Venner.

Der er et begrænset antal pladser - maks. 20 deltagere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste