Mennesker

Nyt medlem af Erhverv Hjørrings bestyrelse: - Vi skal stå sammen i lokalsamfundet

03. januar 2021 kl. 09:01

HJØRRING: Mette Green Clausen er et af to nye medlemmer af Erhverv Hjørrings bestyrelse, som blev valgt ind på generalforsamlingen i august.

Mette Green Clausen tiltrådte som centerchef 1. januar 2020 hos Dana Cup SportsCenter, der med fysisk udgangspunkt i Dana Cup-komplekset i Park Vendia i Hjørring tilbyder faciliteter til overnatning, træningsophold, konferencer, fester, take away-menuer og meget mere.

Coronakrisen trak fra den ene dag til anden tæppet væk under stort set alle de aktiviteter, som den nye centerchef blev ansat til at udvikle yderligere. Og hun er nu fratrådt hos Dana Cup som følge af corona-nedturen i branchen.

- Vi blev specielt hårdt ramt, fordi vi primært henvender os til grupper. Og det er lige præcis forsamlinger af mennesker, der er ramt af krisen. Og frygten for at være mange sammen sidder i hovedet på os alle sammen, og den bliver nok siddende længe efter, at coronaen som sådan er overstået, sagde Mette Green Clausen i efteråret.

Som nyvalgt bestyrelsesmedlem i Erhverv Hjørring vil hun til at starte med ”lytte og lære”.

- Vi er kommet to nye til (Lasse Gram Pedersen er den anden), og der er skiftet formand og næstformand. Så mon ikke vi lige skal finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan finde frem til en produktiv måde at arbejde sammen på.

Inden ansættelsen i Dana Cup-koncernen var Mette Green Clausen i næsten 20 år salgs- og marketingchef i Skallerup Seaside Resort - altså i en periode, hvor feriecentret var inde i en uafbrudt positiv udvikling.

- Mit udgangspunkt er naturligvis turistbranchen og oplevelsesøkonomien i det hele taget. Hvad jeg tager med derfra er en erkendelse af, at vi nødvendigvis må stå sammen om at udvikle vores lokalsamfund. Vi er rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som råder over begrænsede ressourcer. Ved at stå sammen om produktudvikling og markedsføring kan vi opnå en større gennemslagskraft.

- I Erhverv Hjørrings bestyrelse vil jeg gerne medvirke til at fremme forståelsen af samarbejde og støtte initiativer hertil, siger Mette Green Clausen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu