Relationsmedarbejder Maj-Britt Sørensen har gjort en forskel for Flemming Laursen følelse af ensomhed. Foto: Bente Poder
Mennesker

Maj-Britt trækker Flemming ud af ensomheden

Relationsmedarbejdere gør noget ved ensomhed på ældrecentre i Hjørring Kommune

14. januar 2022 kl. 08:58

Vi ved allesammen, at der er travlt på ældrecentrene, og det faste personale har sparsom tid. Samtidig er ensomhed en kedelig stigende tendens, ikke mindst blandt centrenes beboere. I Hjørring Kommune har nogle puljemidler givet mulighed for at ansætte fire relationsmedarbejdere, der forsøger at trække udvalgte beboere ud af ensomheden.

75-årige Flemming Laursen er ikke helt tilfreds med situationen, da Nordjyske dukker op i hans lejlighed på ældrecenter Lynggården i Hirtshals, men han tør hurtigt op, da snakken bliver drejet ind på Maj-Britt Sørensens jævnlige besøg.

- Det er fandme dejligt at have én at snakke med, udbryder Flemming Laursen med et lille smil og kigger på Maj-Britt.

- Det er meget tilfredsstillende at opnå en relation og se, hvordan Flemming og de andre jeg besøger får gnisten tilbage i øjnene, når vi tager på en tur eller snakker og laver noget, der betyder noget for dem, fortæller Maj-Britt Sørensen, der er ansat i et fleksjob som relationsmedarbejder.

Maj-Britt Sørensen besøger Flemming Laursen cirka én gang om ugen.

Fra start i sommer var opgaven at gøre noget i forhold til ensomheden blandt beboerne på ældrecentrene. Det blev besluttet at bruge de ekstra midler på at tilføre personaleressourcer fra ledige med ret til fleksjob og med interesse i at arbejde med mennesker.

Lederne Irene Mikkelsen fra Lynggården i Hirtshals og Martin Ljatifi fra Havgården i Løkken blev udvalgt til opgaven. Under ledelse af områdeleder Jette Pedersen gik kontakten til fleksjobkonsulent Linea Dahl, der hurtigt fandt egnede kandidater, der gerne ville arbejde med ældre.

Efterfølgende blev der udvalgt nogle beboere, som blev karakteriseret som ensomme, fx. med et sparsomt netværk, at de sidder meget alene til højtider osv.

Siden blev besøg og aktiviteter sat i system, som fx. ture på kirkegården, deltagelse i arrangementer på centrene, eller udenfor.

Flemming kom ud fra sin lejlighed

Flemming Laursen er ikke særligt social og vil helst gerne være i sin lejlighed. Men fra at være meget isoleret, så åbnede den nye relation til Maj-Britt Sørensen op for en anderledes hverdag.

-Jeg synes det er fantastisk, at sådan en pige kan komme her og tale med mig, og hun virker glad for det, siger Flemming Laursen, der har været tømrer. For år tilbage mistede han sin mangeårige samlever, og der er langt imellem, at han ses med sin søn, der bor i Århus.

Maj-Britt Sørensen har også brugt spidsfindigheder med hjælp fra sin hund Zæzæ, da Flemming fx. skulle overtales til at tage med til en løvfaldsfest. Flemming skulle nemlig med for at passe på hunden, og det ansvar fik ham med til en fest, som han ellers aldrig ville have deltaget i.

Maj-Britts Sørensens hund Zæzæ har også spillet en vigtig rolle i relationen. Privatfotor.

Det er også kun Maj-Britt, der kan få Flemming med til optikeren, og næste tur bliver måske en tur på restaurant, hvor der skal spises en god bøf.

- Jeg kunne godt tænke mig, at Maj-Britt besøgte mig noget oftere, lyder det fra Flemming Laursen.

Ringe i vandet

Det var vigtigt for ledergruppen at finde en løsning på opgaven, der så at sige gav ringe i vandet.

- Vi valgte at ansætte folk i fleksjob primært for at give en anden medarbejderprofil adgang til en samfundsvigtig platform . Dernæst må vi også erkende, at vi ikke har interne ressourcer til opgaveløsningen, ellers havde vi jo ikke udfordringen” forklarer leder på Havgården, Martin Ljatifi.

Han peger også på, at projektet viser, at mennesker i fleksjob kan være meget vigtige og udfylde flere funktioner i ældresektoren, hvor ressourcerne ellers er sparsomme, og hvor de kan være med til at hæve kvaliteten i samarbejde med det faglærte personale.

Projektet med ”Ensomhedspuljen” fortsætter i 2022.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu