Charlotte Rehder Borup.
Mennesker

Job: Sol og Strand ansætter souschef i Løkken - den sjællandske accent er efterhånden forsvundet

04. januar 2021 kl. 13:15

LØKKEN: Det er en kvinde med mange talenter, der 1. januar blev souschef hos Sol og Strand Løkken. 47-årige Charlotte Rehder Borup har en bred erfaring inden for feriehusudlejning, service og administration.

- Jeg er glad for, at vi har fået Charlotte med om bord. Hun bliver uden tvivl et stort aktiv for vores Løkken-kontor, som om et halvt år flytter ind i et helt nyt kontor ved siden af SuperBrugsen. Charlottes mangeårige erfaring, hendes blik for gæsteservice og hendes enormt store drive kan ikke undgå at blive en gevinst for vores gæster og vores sommerhusejere, siger regionschef Jonna Kande.

Charlotte Rehder Borup kommer fra en stilling som souschef hos Feriepartner. Hun er opvokset på et nedlagt landbrug i nærheden af Korsør – det sjællandske ophav lader dog ikke skinne igennem, for efter 20 år i Nordjylland er den sjællandske accent for længst forsvundet. Allerede som barn stiftede hun bekendtskab med turistbranchen, idet forældrene havde et lille ”ishus” ved ejendommen, hvor Charlotte Rehder Borup langede is, slik og morgenbrød hen over disken til sommerhusgæsterne ved Knivkær Strand.

- Der fik jeg smag for glæden ved at yde en god service. Det kan godt hænde, at feriegæsterne henvender sig på bureauet med et problem men hvis jeg formår at sende dem ud af døren med snerten af et smil, er det en stor sejr for mig, siger hun.

Det var dog ikke turistbranchen, som blev hendes levevej i første omgang. Hun er uddannet kontorassistent, og i 1997 fik hun job i administrationen hos dækvirksomheden Michelin i Brøndby. Det stod dog klart, at den unge kvinde manglede udfordringer, og hun blev i 1998 ansat som økonomiansvarlig og daglig leder af et medicinalfirma i Klampenborg.

Kærlighedens veje førte imidlertid Charlotte Rehder Borup til Nordjylland. I 1998 mødte hun sin ægtemand, som er fra Aalborg, og på det tidspunkt havde Charlotte Rehder Borup aldrig været nordligere i Jylland end Aarhus.

- Vi tog på ferie i Løkken, og jeg må erkende, at jeg tabte mit hjerte til Løkken og til Vesterhavet, siger hun.

Det var dog ikke kun den nordjyske mand, Løkken og Vesterhavet, der havde vundet indpas i Charlotte Rehder Borups hjerte. Parret faldt nemlig pladask for ”Villa Strandly”, som dengang hed ”Casa Francis”, og de købte huset ved udgangen af 1999.

- Jeg har altid haft en drøm om at drive et B&B, og det blev muligt med ”Villa Strandly”, som vi holder åbent hver sommer. Det har heldigvis altid været muligt for mig at kombinere med mit fuldtidsjob, og det sætter jeg stor pris på. Jeg nyder at tage mig af gæsterne, og i det hele taget være med til at sikre, at de får en god ferie, siger hun.

På grund af ægtemandens job har familien været bosat i udlandet over en årrække på ca. 10 år. I 2002 flyttede parret til USA og boede lidt nord for Los Angeles, hvor også sønnen Nicolai blev født. Herefter rykkede trekløveret til Skotland, hvor de boede i næsten syv år, og her kom sønnen Tobias til verden i 2005. Sidste stop gik til Italien, hvor parret en kort periode boede i Reggio Emilia, og børnene gik i italiensk skole.

- Hver sommer pakkede børnene og jeg kufferterne og drog hjem for at passe pensionatet, fortæller Charlotte Rehder Borup.

Ved årsskiftet til 2012 flyttede familien permanent hjem til Danmark, og de bosatte sig i ”Villa Strandly” i Løkken, indtil de kunne flytte ind i deres nuværende bopæl i Aalborg. I 2013 blev hun ansat hos Feriepartner Lønstrup, og hun har siden arbejdet på Feriepartners kontorer i Blokhus, Øster Hurup og senest Løkken. Nu ser hun frem til at tage hul på en ny udfordring i hendes arbejdsliv.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at være med til at bygge det nye kontor op, og jeg har troen på, at jeg, sammen med resten af holdet kan fortsætte den positive rejse, Sol og Strand er påbegyndt, siger Charlotte Rehder Borup

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu