Jelles jolle: - Der er ikke langt fra købmand til sømand - kun to bogstaver ...
Lars Jelle Madsen, der er tidligere købmand i Aktiv Super i Hirtshals, har købt den gode fritids-jolle Inverness, som han flittigt bruger som fritidsfisker - og som han siger:
- Der er ikke så langt fra købmand til sømand - kun to bogstaver ...
Lars fortæller endvidere: - Jeg er i dag 61 år og arbejder i det daglige som maskinoperatør hos Trivium i Hjørring. Men jeg holder meget af en sejltur, og som regel sejler jeg ud til området ud for Tornby Strand - der er mange sten, og der er godt at pilke, selv om det ikke altid er til at fange noget. Det svinger fra dag til dag, men skidt med det, for det er sejlturen, jeg nyder mest. Jeg købte båden for ca. 100.000. Den kommer fra Grenå og er lavet af glasfiber - og der er både lastrum og dam i båden, der har en 44 hk motor - båden er på 26 fod.
Lars Jelle Madsen solgte Aktiv Super på Nejstbakken i 2005 til Benny Brun.
- Jeg havde haft butikken fra 2000 - og på de fem år gik omsætningen fra ca. 20 mio til 38 mio, så det var en rigtig god tid. Jeg fik den pris, jeg forlangte, så det kunne jo ikke være bedre, siger Lars Madsen.