Foruden daglige affaldsture i området sejler Christian Lautrup også på åen, hvor han samler affald, der bare er smidt overbord. Foto: Privatfoto
Mennesker

Her kommer skraldemanden i kano - og han runder snart et skarpt hjørne ...

17. januar 2021 kl. 15:00

Christian Lautrup, tidligere manufakturhandler og dekoratør, nuværende kunstmaler, Det Gl. Elværk, Sdr. Bindslevvej 2, 9882 Bindslev, fylder mandag den 18. januar 90 år.

Christian Lautrup og hustruen Bodil har i snart 29 år boet i elværkets gamle bestyrerbolig, hvor de inspirerer hinanden i deres kunstneriske virke, for både Bodil og Christian skaber flotte malerier. Bodils motiver er fra blomsternes verden, mens Christians motiver er hentet fra naturen i området, havet og klitterne.

En af Christians mest populære maleriserier er ”De Fire Årstider” i olie. Som i alle andre af hans malerier og postkort fra naturens mangfoldighed er der kælet for den mindste detalje. Christian Lautrup laver også malerier på bestilling. Det kan være motiver af den fædrene gård, huse eller landskabsmotiver som ønskes foreviget.

Christian passer godt på naturen omkring elværket og åen. Han sørger for, at der altid er pænt og ryddeligt. Når de besøgende ”glemmer” deres affald, så samler Christian det op på sine daglige affaldsture. Han sejler også i sin kano på åen, hvor der ofte ligger meget affald og flyder. Det sker tit, at kanoen er fyldt til randen med affald, så meget, at han dårligt selv kan være der.

En særlig mærkesag for Christian er kampen for bevarelse af den flotte fisketrappe, men slaget er tabt. EU har givet Fisketrappen dødsstødet.

Christian er kendt for sin nysgerrighed og sit positive syn på livet og de mennesker, han møder. Han hjælper og vejleder gerne dem, der kommer sejlende i kanoer og ikke rigtigt ved, hvordan de kommer videre, og han fortæller om shelterne, hvor de besøgende kan overnatte. Måske sørger Christian også for lidt brænde til bålet.

Foruden det store engagement for naturen er Christian Lautrup også en ildsjæl i det lokale liv i Bindslev. Skønt han nu fylder 90 år, er han fortsat en meget flittig frivillig medarbejder hos Blå Kors Genbrug, og når der er Torvedage i byen, så er både Christian og Bodil på pletten og bakker op om det lokale initiativ.

Christian Lautrup er født og opvokset i Viborg, hvor han arbejdede som manufakturhandler hos sin far Martin Lautrup for senere at starte egen manufakturforretning i Suldrup. Her mødte han Bodil, som han blev gift med i 1964. Manufakturhandlen blev erstattet af jobbet som freelance dekoratør, hvor han dækkede hele Danmark. Omkring 1973 blev livet på landevejene erstattet af pensler og lærred, og den dag i dag maler han stadig. Hans store samling af malerier kan ses på Det Gl. Elværk efter aftale.

Christian og Bodil har 4 børn, der med tiden har tilført svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

På grund af COVID-19 udsættes fejringen til et senere tidspunkt.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu