Fire årtier i firmaet: 80-årige Niels kan stadig
LØKKEN: Niels Åge Søndergaard, der i år kan fejre 80 år, er stadig aktiv som servicemedarbejder hos Sol og Strand i Løkken.
Han er i gang med sin 44. sæson hos bureauet, hvor han i mange år har været en betroet medarbejder.
Det skriver Sol og Strand i en pressemeddelelse.
Niels Åge Søndergaard begyndte at arbejde hos Sol og Strand i 1982, få år efter bureauets opstart. Han har været en del af teamet i næsten hele virksomhedens historie, og han blev endda oplært af stifteren af Sol og Strand, Kjeld Andersen.
Selv om Niels Åge er blevet spurgt flere gange, hvorfor han stadig arbejder i en alder af 80, er svaret enkelt: Når man har det godt og trives med det, man laver, er der ingen grund til at stoppe.
- I min familie har vi altid arbejdet meget og længe. Flere af mine forfædre arbejdede til de var oppe i 90'erne. Jeg regner da også med at blive ved de næste fem-seks år, fortæller han.
Selvom arbejdet hos Sol og Strand ikke er hans fuldtidsbeskæftigelse, har han været fast ansat som servicemedarbejder i mange år.
Oprindeligt er Niels Åge uddannet hos Føtex og har arbejdet som bestyrer hos Fona og Købmandsgården i Tversted. Før han gik på efterløn, tilbød han også sin hjælp til Sol og Strand, og har været med siden.
I den kommende sæson regner han med at fortsætte arbejdet som servicemedarbejder, hvor han blandt andet servicerer sommerhuse i området sammen med sin makker.
- Jeg vil fortsætte med nogle timer om ugen, men det kan også blive til mere, hvis de ringer. Jeg er klar til at hjælpe, siger han.
Når han ikke arbejder, er Niels Åge at finde på sin gård uden for Hirtshals, hvor han som 7. generation på gården sørger for at vedligeholde stedet, som hans 25-årige datter i dag er medejer af.
Niels Åge er også opmærksom på den udfordring, det kan være at finde medarbejdere til sommerhusservice. Ifølge ham er arbejdet ikke hårdt, og med mange års erfaring går det lettere.
Han ser det som en oplagt mulighed for folk på hans alder, og dem der måske er lidt yngre, til at supplere deres pension med et deltidsjob.
- I dag bliver man ikke modregnet i pensionen, som man gjorde førhen, fortæller han.
Hos Sol og Strand i Løkken er bureauchef Jeanette Vingaard glad for Niels Åge Søndergaard og hans mangeårige engagement.
- Han er en stor gevinst for os. Ikke kun på grund af sin erfaring, men også fordi han møder ind med godt humør og altid er klar til at hjælpe. Det smitter af på resten af teamet, siger hun.
Sol og Strand i Løkken er altid på udkig efter flere servicemedarbejdere til holdet, og bureauchef Vingaard understreger, at alder ikke er en hindring.
- Niels Åge er et levende bevis på, at 80 bare er et tal, afslutter hun.