- Der kan være andre løsninger end at tage piller for alle ting
- Jeg har altid været fascineret af at kunne noget andet end at tage en pille. Jeg brænder for at kunne gøre en forskel og finde andre løsninger.
Det er grundlaget for Bente Toft Sørensen, som udfører zoneterapi og terapeutisk massage – foruden alt det andet hun efterhånden har uddannet sig til.
Hun blev uddannet zoneterapeut i 2017 og startede selvstændigt firma, som hun har drevet sideløbende med sit job som socialpædagog.
- Nu satser jeg på at kunne drive min klinik på fuld tid, fortæller Bente Toft Sørensen, som er Registreret Alternativ Behandler.
Siden starten har hun suppleret med kurser i zoneterapi til spædbørn og gravide, øreakupunktur, healing og flere andre områder.
- Det er godt at kombinere forskellige metoder, der ofte supplerer hinanden godt, fortæller hun.
Hun fortæller, at hun møder både turister og folk fra et stort opland i sin klinik. Derfor mener hun, at der er et godt grundlag for at drive Klinik Toft på fuld tid.
- Jeg har overhovedet ikke fortrudt, at jeg fulgte mine drømme om at få lov til at hjælpe folk med at finde de rette løsninger, siger Bente Toft Sørensen, som har indrettet klinikken i sit hjem lidt øst for Hundelev.