Mathine Ammitzbøll, Malte Feldkamp og Pit Herold nyder solen på Strandvejen et kort øjeblik, inden den sidste slutspurt går ind for at få alt parat inden åbningen.
Mad og drikke

Ungt trekløver ta’r over på kendt spisested i kystbyen - det kan du forvente

29. april 2022 kl. 15:21

LØNSTRUP: Først er det lidt gråt, men pludselig bryder solen frem - og lidt efter filtreres skarpheden af en kraftig dosis havgus, der driver ind fra vest.

Vejret ved kysten kan være en omskiftelig affære, og det kommer også til at gælde for det menukort, der møder sommerens gæster på Den Blå på Strandvejen i Lønstrup.

Køkkenets ideer - og de aktuelle råvarer, der er til rådighed - kommer nemlig til at betyde, at der i ny og næ skal printes nye menukort på mad- og sommerbaren, der åbner 6. maj.

I vinter-halvåret er der biograf på matriklen, mens der allerede ved påsketid plejer at være gang i køkkenet, når anpartsselskabet bag bygningen på den fremtrædende placering skifter ham og bliver til et velbesøgt spisested.

Men da en forpagtningsplan koksede tidligere på året, skulle selskabet pludselig til at finde nye, interesserede forpagtere - det er endelig lykkedes, men det er derfor spisestedet åbner senere end sædvanligt.

De nye navne på plakaten er Mathine Ammitzbøll, Malte Feldkamp og Pit Herold, der har indgået en fem-årig forpagtningsaftale.

Mathine, Malte og Pit tager imod de første gæster fredag 6. maj. Malte og Pit er brødre, mens Malte og Mathine er forlovede. Foto: Martin Damgård

Malte (27) og Mathine (27) er forlovede, mens Malte og Pit (31) er brødre - sønner af Kerstin Feldkamp og Martin Herold, der har stor succes med Keramikcafé Møllehuset på Vennebjerg Bakke kort derfra.

Et grønt udgangspunkt

Alle tre har gennem årene rykket godt igennem i køkkenet hos forældrene/svigerforældrene, hvor de har stået i en slags kulinarisk mesterlære.

Det var Pit, der ellers arbejder som selvstændig arkitekt i Aarhus, som i første omgang tændte på at forpagte stedet - og hurtigt fik han overtalt sin bror og svigerinde.

- Vi vil gerne vise, at man også kan sidde og spise og hygge sig med andet end pomfritter og store bøffer, lyder det fra Malte.

Udgangspunktet for retterne er frugt og grønt fra eksempelvis Markliv i Vrå og Lille Østergaard Økologi ved Brønderslev, men der skal også være plads til lidt fra havet - og der får man leverancer fra fiskemanden i Hjørring.

I hanerne er der øl, som brødrene brygger på familiens anlæg på Keramikcafeen, og man vil også have en del naturvine fra europæiske producenter på hylderne - vine med en ”minimalistisk tilgang i kælderen”.

Alt i alt noget, der også kommer til at give madbaren et strejf af bæredygtighed.

Gæsterne kommer til at spise af tallerkner, som er brændt hos Keramikcafé Møllehuset - og udsmykket af Malte Feldkamp. Foto: Martin Damgård

- Og vi serverer retterne på fade, som hele bordet kan tage af - altså social dining. Så skal vi nok hjælpe gæsterne med at finde ud af, hvor meget der skal bestilles, siger Mathine.

Zen-maling af stakit

Med blot en uge til åbningen bokser trekløveret med alt lige fra forsikringer, kassesystem og alkoholbevilling.

- Og så er det jo ren zen en gang imellem blot at kunne koncentrere sig om at male stakittet, siger Pit med et smil.

De tre trøster sig med - hvis det kommer til at brænde på henover sommeren - at de tidligere har arbejdet godt sammen.

- Jeg og Malte har jo været brødre i 27 år, så mon ikke vi har haft de fleste af de konflikter, vi skal have, lyder det håbefuldt fra Pit, der heller ikke tænker, at brødrene får meget ud af at ringe til deres mor som livline i nødstilfælde:

- Det har hun nok selv for travlt til ...

Skal snart giftes

Eventuelle uenigheder på Strandvejen skulle helst heller ikke blive for voldsomme mellem Mathine og Malte - de skal nemlig giftes 3. september, blot et par dage efter sæsonafslutningen på Den Blå.

Privat bor parret i den gamle stationsbygning i Gølstrup ved Løkken. Mathine er bachelor i Dansk og Malte har læst Kunst og Teknologi på Aalborg Universitet, men de næste fem år er der fuld fokus på mad og drikke - i hvert fald i sommerhalvåret.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu