Køkkenassistent Carina Jensen lægger, sammen med Anja Raunsmed, sidste hånd på en kutterburger. Foto: Kirsten Olsen
Mad og drikke

Take away-hit hos Smedien: Superlokalt indspark til smagsløgene

14. januar 2021 kl. 06:45

”Smedien Løkken, lokalt smedet mad” lyder sloganet for Restaurant Smedien, Nørregade 17, Løkken, og der er nok noget om snakken, for Smediens grillkylling er fra egen gård og slagteri.

- Så det er nok den mest lokale ret, der serveres i Løkken. Desuden grilles den i minimum 2 timer, så den er lidt anderledes end andre steder, fastslår restauratørparret Anja og Poul Raunsmed.

De åbnede restauranten for et halvt år siden, og det har ikke været den nemmeste periode at starte i. Grundet restriktionerne serveres der lige nu kun take away, men der er alligevel godt gang i forretningen med åbningstid i dagene torsdag til søndag.

- Som noget nyt på take away-menukortet er vi begyndt at lave æggekage til 75. kr. af æg fra egen gård. Det ser vi meget frem til, fortæller parret.

- Vores mest populære ret er Smedens Burger med en 200 grams bøf. Vores øvrige burgere til 148 kr. er også populære. Først og fremmest kyllingeburger og derefter den populære kutterburger som er lidt sammenligneligt med et stjerneskud.

- Desuden har vi en ”Dagens ret” til 88 kr., forklarer Anja Raunsmed, som står i køkkenet og selv laver både coleslaw og andre salater.

- Vi er glade for den store opbakning fra faste lokale kunder. I nytårsweekenden lavede vi over 200 menuer, hvoraf 72 var burgere.

- Folk giver udtryk for, at det er dejligt, at vi har åbent, og når der søgning og tilfredshed, så er det jo en fornøjelse. Den største udfordring lige nu er at få ideer til nye retter, så der både er afveksling, og at det egner sig til take away.

Foruden Smedien og Restaurant Lyngby Mølle driver Anja og Poul Raunsmed Raunsmed Fjerkræ og Raunsmed Fjerkræslagteri, og kan derfor levere lokalt producerede varer til egne restauranter.

Smedien, Nørregade 17A, Løkken

Åben for take away torsdag - søndag fra 16.00 til 19.30

Læs mere HER

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu