Mad og drikke

Skinkekutter, Cafe Fodkold, Svineknallert ... kær pølsevogn har mange navne - og nu fylder den 100 år

15. januar 2021 kl. 06:00

NORDJYLLAND: Den 18. januar 2021 er det præcis 100 år siden, at de første pølsevogne så dagens lys i København. Dengang var pølsevognen en trækvogn med en opvarmet gryde, hvor pølserne lå i. En rød pølse med brød kostede den nette sum af 30 øre. Meget har ændret sig siden da. Nu har pølsevognen en motor og et menukort med en lang række alternativer til den klassiske nissearm. Men pølsevognen er mere end det. Ifølge Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør på Det Grønne Museum i Auning, er pølsevognen et særligt sted, der har en helt særlig plads i danskernes hjerter.

- Pølsevognen har gennemgået en markant forandring gennem årene og har opnået en særlig status som et stykke kulturhistorie. Den har været en fast del af gadebilledet i nu 100 år og er blevet symbolet på en madkultur, som kan rumme alle folkelag. De fleste danskere har et minde ved en pølsevogn. Om det er kolde vinterdage som barn med en kakaomælk og en ristet pølse, eller om det er forretningsmanden på farten – alle har vi et minde knyttet til den skønne duft og lille vogn, forklarer Bettina Buhl.

Startskuddet på en ny madkultur

I pølsevognenes storhedstid (60’erne og 70’erne) stod der omkring 700 pølsevogne rundt i Danmark. Folk stod i kø på gaderne, og en pølsevogn med en god beliggenhed kunne let omsætte for millioner på et år. Pølsevognen blev startskuddet på en helt ny madkultur, hvor folk kunne mødes på trods af forskellig baggrund og få et veltrængt og uformelt pusterum.

- Maden i en pølsevogn er nem at afkode. Du ved, hvad du får. Samtidig er det fleksibelt. Du behøver ikke bestille bord eller spise med kniv og gaffel – du kan dumpe ind, når du vil, og få en tiltrængt timeout, og du kan observere det gadebillede, du normalt er en del af, eller tage dit måltid med på farten,” siger Bettina Buhl.

Pølsevognen har i dag fået konkurrence af andre takeaway-steder og tankstationer. Antallet af vogne i Danmark er svundet markant, og der findes i dag kun omkring 100 pølsevogne rundt i landet, hvoraf 25 af dem er i København. Pølsevognskulturen har dog ændret og udviklet sig og rummer i dag grillbarer og cafeterier, hvor man stadig kan nyde en god pølse.

Pølsevognen skal hyldes og holdes i live

Danish Crown Foods står for brands som Tulip, Steff Houlberg og GØL, og her mener man, at pølsevognen har en helt unik status og er vigtig at bevare, fordi pølsevognen er et stykke kulturhistorie, hvor folk kan mødes på tværs af alder, køn og status.

- Pølsevognen er et nationalt klenodie, som vi er stolte af at have understøttet med pølser i nu 100 år. I pølsevognen er en pølse ikke bare et måltid, men en bid af historien. Og vi synes, at det er enestående at være med til at støtte den kultur – og holde et unikt erhverv i live. Det er klart, at pølsevogne langt fra er vores største salgskanal, men det er til gengæld én af de vigtigste. Og selv om den klassiske pølsevogn har fået stor konkurrence, så tror vi også på, at den har en plads i fremtidens fast food-kultur og ikke mindst i danskernes hjerter. Vi ønsker den danske pølsevogn et kæmpe tillykke med det første århundrede, og vi glæder os til alle de næste. Pølsevognen for evigt, smiler Mike Sauerberg, der er Senior Vice President i Danish Crown Foods.

(Fun)facts om pølsevognen

· Københavns Borgerrepræsentation gav den 4. marts 1920 tilladelse til at sælge varme pølser på gaden (kilde: Café Fodkold, der er skrevet af Allan Mylius Thomsen).

· Tirsdag den 18. januar 1921 rullede de første seks pølsevogne på gaden, og siden bredte pølsevognene sig til resten af landet (kilde: Café Fodkold, der er skrevet af Allan Mylius Thomsen).

· Pølsevognen var allerede et fænomen i Berlin før første verdenskrig (1914-1918). (Kilde: Café Fodkold, der er skrevet af Allan Mylius Thomsen).

· Manden bag den første pølsevogn i Danmark var handelsmand og kapelmester Charles Svendsen Stevn. Han var inspireret af denne madtrend fra Berlin og ansøgte flere gang myndighederne om at drive pølsevogne i København. Han fik endelig godkendelse til at opstille seks pølsevogne den 18. januar 1921 (kilde: Café Fodkold, der er skrevet af Allan Mylius Thomsen).

· Dengang kostede en rød pølse med sennep 25 øre, og tilhørende brød kunne man få til fem øre. (Kilde: Café Fodkold, der er skrevet af Allan Mylius Thomsen).

· Det startede med seks pølsevogne i København, men bredte sig hurtigt til hele landet. I pølsevognens storhedstid fandtes der omkring 700 pølsevogne (kilde: Café Fodkold, der er skrevet af Allan Mylius Thomsen).

· En pølsevogn har hjul under sig og er fuldstændig selvforsynende. Den kan lades op og er uafhængig af fast strøm- og vandforsyning. Den skal lades op hver 19. time. Den har sin egen motor og kan pakkes sammen i løbet af ca. 15 minutter (kilde: Café Fodkold, der er skrevet af Allan Mylius Thomsen).

· Den første pølselevarandør var Søren Houlberg (kilde: Cafe Fodkold)

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu