Jette fejrer 30 år hos lokal restaurant
HIRTSHALS: Jette Nielsen kunne fejre 30 år på Café og Restaurant Lilleheden i Hirtshals lørdag den 8. februar.
– Jeg har været lidt af en blæksprutte i de 30 år på Lilleheden, og det har været nogle rigtig gode år med et supergodt arbejdsmiljø. Både under restauratørparret Mona og Ejvind samt under restauratørparret Pernille og Christoffer har jeg glædet mig til at skulle på arbejde hver dag, siger Jette Nielsen, som også fortæller:
– Jeg har arbejdet som kok og tjener samt som afløser på kontoret, hvor jeg også lavede arbejdsplaner og vagtplaner. Selvfølgelig har jeg også gjort rent på Lilleheden, for renlighed er identisk med Café og Restaurant Lilleheden. Vi gør meget ud af at have et godt arbejdsmiljø, for det giver glade og gode medarbejdere, og det smitter af på alle vores kunder, siger jubilaren Jette Nielsen.
Restauratør Christoffer Ramberg fortæller:
– Jette har igennem de 30 år været en uvurderlig og fantastisk medarbejder her på Lilleheden. Hun er et glad og arbejdsomt menneske, og hendes personlighed smitter af på alle de andre medarbejdere, der er på Lilleheden hver dag. Vi siger en stor tak til Jette for de mange år her på restauranten og håber, at vi må få mange flere gode år med Jette Nielsen.