Jan Shu har netop etableret restauranten Ai i Jernbanegade i Hjørring, hvor der serveres sushi og andre japanske specialiteter.
Mad og drikke

Jan har åbnet restaurant i Hjørring: Nu kan du smage på Japan i Jernbanegade

17. juli 2021 kl. 07:00

Navnet på restauranten er Ai, hvilket betyder ”elsker” eller ”kærlighed” på japansk, så måske er det her, du skal invitere kæresten ud at spise næste gang?

Den japanske restaurant har netop slået dørene op i Jernbanegade i Hjørring, og navnet udtrykker under alle omstændigheder de ansattes kærlighed til landet med den opgående sol - og ikke mindst dets kulinariske kvaliteter.

Så er det ved at være spisetid ... Foto: Bente Poder

Stedet lægger vægt på moderne japansk mad, men fokuserer også på sushi, ligesom man kan gå på opdagelse i japansk inspirerede drinks - der er således både japansk gin og japansk whisky på hylderne, mens de yngre aldersgrupper har mulighed for at gå ombord i tidens meget hypede japanske sodavand.

- Jeg har de seneste 12 år drevet japansk restaurant i Sverige, men jeg har vurderet, at potentialet er større i Danmark for denne type restaurant, siger grundlæggeren af Ai, 39-årige Jan Shu, der bor i Hjørring.

Jan Shu er optaget af at få skabt en god restaurant i Hjørring - men på sigt vil han gerne etablere sig i andre byer også.

Han vurderer, at det japanske køkken også rykker i disse år, fordi der er meget sundt på menukortet.

I denne afdeling af restauranten fyres der lidt ekstra op for oplevelsen. Foto: Bente Poder

Restauranten tilbyder á la carte køkken, hvor man kan vælge forskellige retter til en pris, der er til at gabe over - og miso-suppe følger altid gratis med ved bestilling af hovedret/sushi. Forretter starter fra 20 kroner og hovedretter fra 109 kroner.

- Vi introducerer inden længe et ad libitum koncept, hvor du kan spise til du revner - og maden bestiller du direkte fra din smartphone. Vi tilbyder også maden som take away, catering til din næste fest og

Japanske sodavand ...

som frokostordning til din virksomhed, hvis du vil prøve noget andet end klassisk firmafrokost, lyder det endvidere.

Indretningen og serveringen er tænkt, så gæsterne skal føle at man træder ind i et lille stykke af Japan, hvor man kan hygge sig med kæresten, familien eller vennerne.

- Men vi er også et sted, hvor man hurtigt kan komme forbi og snuppe en drink eller spise en lækker frokost - eksempelvis 13 stykker håndlavet sushi, understreger Jan Shu.

Bagerst i restauranten er indrettet et såkaldt tatami-område, hvor man - hvis man minimum er fire personer - kan få en ekstraordinær oplevelse, der går under navnet chef’s selection.

Der er også japansk gin og japansk whisky på hylderne i Jernbanegade. Foto: Bente Poder

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu