
Alt godt kommer, til den der venter - også julebjesk
HIRTSHALS: Fra tirsdag den 24. november slår Hirtshals Museum igen dørene op for offentligheden, og allerede fra første åbningsdag står museets personale klar til at lave de tre forskellige typer julebjesk: den julekrydrede ”Julebjesk”, Signe Hansens ”Stygge Krumpen” og den blødere og mere frugtige ”Kræn Mans Bjesk”.
- Egentlig skulle julebjesken have været på hylderne den 10. november. Det spændte endnu en nedlukning i Nordjylland dog ben for, men nu er den altså klar, og personalet glæder sig til at tage imod museets gæster, og forvandle de medbragte flasker til julebjesk i bedste Signe Hansen tradition, så vi alle kan få en dejlig jul, lige som vi ønsker med en god bjesk til, lyder det fra museet.