Aalborg-restaurant løb med hæderen, da Hirtshals festede med fiskene
Hirtshals Fiskefestival blev åbnet med kokkekonkurrence
HIRTSHALS: Torsdag blev der taget hul på dette års udgave af Hirtshals Fiskefestival. De seneste to år har festivalen været aflyst på grund af corona, men nu er den altså omsider til bage.
Et markant regnfald både før, under og efter den officielle åbning gjorde dog formentlig, at mange landkrabber havde valgt at blive hjemme i tørvejr. For det var ikke et stort publikum, der var til stede, da Hjørring Kommunes borgmester Søren Smalbro (V) holdt sin åbningstale.
Det sparsomme fremmøde spolerede dog ikke det store smil, som borgmesteren var mødt op med.
- Man bliver glad indeni, når man kommer herned og ser, at efter to års ufrivillig pause, så kører det hele igen, indledte Søren Smalbro sin tale fra scenen i det store telt, der var opstillet på Sydvestkajen i Hirtshals.
- Sådan noget som Hirtshals Fiskefestival kommer ikke af sig selv. Der er en masse frivillige, der står bag - og knokler med det her. Jeg synes, vi skal give en kæmpe hånd til holdet bag og de mange frivillige, sagde han videre.
Derpå erklærede Søren Smalbro fiskefestivalen for åbnet - og udtrykte samtidig et håb om, at masser af mennesker vil komme forbi for at se på nogle af de mange oplevelser, som der bydes på frem til og med lørdag aften.
Som tak for sin åbningstale blev borgmesteren overrakt og en kasse med seks-syv kilo fisk. den indeholdt rødspætter, rejer, havkat, pighvar og havtaske.
Og netop havtaske var også central i de efterfølgende begivenheder på åbningsdagen.
Toprestauranter dystede
Ni nordjyske toprestauranter skulle efterfølgende dyste i kokkekonkurrencen "Local Cooking" - og i årets udgave havde restauranterne til opgave at komme med deres bud på en ret baseret på havtaske.
Og det var en lækker råvare, som restauranterne skulle bearbejde. Det forklarede René Langdahl Jørgensen fra Nordsøen Forskerpark, der - udover at være ankermand på kokkekonkurrencen - også er en anerkendt mad- og vinskribent.
- Havtasken er jo - måske sammen med pighvarren - kongen af de fisk, man kan fange i Skagerrak. Det specielle ved havtasken er kødstrukturen. Kødet i mange fisk skilles jo i flager, men havtasken har fibre, og det gør, at du næsten kan tilberede den som et stykke svinekød. I den anden ende skal man dog også passe på, at kødet ikke bliver for tørt. Men det er en virkelig lækker fisk, sagde René Langdahl Jørgensen, inden kokkekonkurrencen gik i gang.
De ni deltagende restauranter var Restaurant Essens (Frederikshavn), Ruths Hotel (Gl. Skagen), Vendia Gourmet (Hjørring), Restaurant Tri (Agger), Restaurant Abstrakt (Hirtshals), Nam (Aalborg), HimmerRiget (Gatten), Villa Vest (Lønstrup) og Alimentum (Aalborg).
- Jeg vil sige, at niveauet på de restauranter, der er med i konkurrencen har aldrig været så højt, som det er i år. Niveauet er virkelig, virkelig højt her, lød det fra René Langdahl Jørgensen.
Præsenterede retter på skift
Deltagerne i kokkekonkurrencen fik udleveret fiskene omkring klokken ti - og et par timer senere skulle de første så præsentere deres kreationer for et stærkt besat dommerpanel med blandt andet den nykårede "kokke-europamester"(vinder af Bocuse d’Or Europe) Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro - og den tidligere "verdensmester" (vinder af Bocuse d’Or 2019) Kenneth Toft Hansen fra Svinkløv Badehotel.
Omkring klokken 14 var dommerpanelet færdige med at smage og at votere, og inden vinderen blev udpeget, sagde Brian Mark Hansen et par ord på vegne af juryen.
- Niveauet har generelt været superhøjt, og der har været meget personlighed i serveringerne. Det er superfedt, at se så mange stilarter, og det er virkelig opløftende for mig, at der har været så stor spredning på både smagene og på tankerne bag retterne, sagde han.
Derpå var der kun tilbage at afsløre vinderen - og det blev Restaurant Nam fra Aalborg, der løb med hæderen.
Restaurant Nam har faktisk en gang tidligere - i 2018 - også vundet konkurrencen ved Hirtshals Fiskefestival. Men alligevel var Nam-kokken - Kid Khamhomkul - særdeles lykkelig for sejren.
- Jeg må indrømme, at jeg var meget nervøs, for både Kenneth (Toft Hansen, red.) og Brain (Mark Hansen, red.) har jo næsten lige vundet nogle af de største kokkekonkurrencer, der overhovedet er. Så jeg vidste, at selv små detaljer kunne betyde rigtigt meget. Så jeg er meget, meget tilfreds med, at vi får den her anerkendelse. Det betyder meget for mig, siger Kid Khamhomkul.
Andenpladsen i kokkekonkurrencen gik til HimmerRiget i Gatten, mens Villa Vest i Lønstrup tog sig af tredjepladsen.
Du kan på www.hirtshalsfiskefestival.dk læse mere om de kommende dages program i Hirtshals.
Herunder kan du blandt andet se serveringerne fra de ni deltagende restauranter: