Fiskehaps, snaps og familiehygge: Det skal du prøve på fiskefestival i havnebyen
HIRTSHALS: Tusindevis af gæster har to år i træk måttet bide i det sure æble i stedet for at sætte tænderne i velsmagende fisk.
Men nu er corona-aflysningernes tidsalder foreløbig passé, og Hirtshals Fiskefestival er igen klar til at blænde op for tre dage i fiskens tegn med masser af aktiviteter, konkurrencer og smags-oplevelser fra 4. til 6. august.
Et par gode oplevelser venter allerede på åbningsdagen.
Torsdag fra klokken 11 til 15 kan man komme helt tæt på dygtige kokke i teltet ”Bølgen”, når der dystes i Local Cooking med fokus på lokale råvarer og frisk fisk fra Hirtshals.
Det bliver svært at give et slaw på havtasken i forhold til, hvem der vinder for feltet er stærkt med ni top-restauranter på deltager-listen.
Kokke fra ni top-restauranter dyster i Hirtshals
Torsdag fra klokken 11 til 15 kan man komme helt tæt på dygtige kokke i teltet Bølgen, når der dystes i Local Cooking med fokus på lokale råvarer og frisk fisk fra Hirtshals.
Følgende ni top-restauranter
* Restaurant Essens, Frederikshavn
* Ruths Hotel, Gl. Skagen
* Vendia Gourmet, Hjørring
* Restaurant TRI, Agger
* Restaurant Abstrakt, Hirtshals
* Nam, Aalborg
* HimmerRiget, Gatten
* Villa Vest, Lønstrup
* Alimentum, Aalborg
Ikke bare deltagerne, men også dommerpanelet er fisket ned fra øverste hylde, idet det består af den nyligt kårede Europamester/Bocuse d’Or Europe-vinder Brian Mark Hansen, som tager turen til Hirtshals fra stillingen som køkkenchef på Søllerød Kro. Han sidder ved siden af verdensmesteren/Bocuse d’Or-vinder fra 2019, Kenneth Hansen, som til dagligt styrer Svinkløv Badehotel. De får selskab af Berlingskes madanmelder Svend Rasmussen, kok-emeritus Bo Jacobsen og Mikael Kopp, der i flere år selv sad i Bocuse d’Ors danske ledelse.
Og fra klokken 10 til 13 torsdag er der madværksted for familier, hvor man med assistance af kokke og personale fra Nordsøen Oceanarium og Halvorsminde Efterskole & Fri Fagskole kan lave middagsmaden sammen med sine kære. Det foregår i teltet ”Skibet”.
Både fredag og lørdag fra klokken 11 til 15 skal man måske lade være med at tage børnene med i ”Skibet”. Her står den nemlig på akvavitsmagning og fisketapas, hvor man kan prøve fire forskellige slags snaps sammensat med fire fiskeanretninger - i øvrigt krydret med en god fortælling. Man kan købe billet på dagen eller via fiskefestivalens hjemmeside.
Både fredag og lørdag aftner lokkes der traditionen tro med fiskebuffet i begge de store telte. Fredag og lørdag er der allerede udsolgt i ”Skibet”, mens der i skrivende stund - ifølge Uffe Truelsen, der er festivalen koordinator - stadig skulle være billetter både fredag og lørdag i teltet ”Bølgen”.
I år er der ikke så mange billetter til salg som tidligere på grund af efterlevelse af nyt brand-reglement.
Et af de helt store slagnumre på Hirtshals Fiskefestivaler er de mange små fiskeretter, man kan gå ombord i om lørdagen fra klokken 11 - 15.
For 150 kroner kan man gæste ti forskellige boder med små fiskeretter i bymidten. 500 billetter er sat til salg online, mens de sidste 1000 skydes af efter først til mølle-princippet på selve dagen ved de såkaldte styrhus-boder.
Vejrudsigten for festivalen ser i øvrigt fornuftigt ud.
- Og forhåndsinteressen har været stor. Vi regner med, at mellem 10.000 og 15.000 gæster finder vej til Hirtshals i løbet af de tre dage, lyder det fra Uffe Truelsen.
Man kan læse hele festivalens program HER