Seneste nyt
Billede beskrivelse

Nordjysk Pigekor åbner dørene for nye sangere

16. september 2026 kl. 14.02

HJØRRING: Har du en pige i familien, der elsker at synge? Så er der nu mulighed for at blive en del af Nordjysk Pigekor, som torsdag 24. september holder stemmeprøver for nye medlemmer.

Efter en travl periode med blandt andet en vandreforestilling i samarbejde med Vendsyssel Teater, Alsang i Christiansgave og deltagelse ved den formelle åbning af Hjørring Kulturskole, er koret klar til at tage imod nye piger.

Nordjysk Pigekor har omkring 60 medlemmer fra primært Hjørring Kommune, men også fra andre dele af Vendsyssel – blandt andet Skagen og Dronninglund.

Billede beskrivelse

Koret øver fremover i de nye lokaler på Hjørring Kulturskole, som ligger over for Hjørring Station.

Plads til både begyndere og øvede

Juniorkoret er målrettet piger fra 5. klasse, mens Pigekoret er for piger fra 8. klasse.

Til prøven i Juniorkoret skal man forberede en sang, man selv holder af at synge, og desuden synge første vers af ”Jeg ved en lærkerede”. Der vil også være en række enkle sangøvelser, hvor dirigenterne lytter til både de dybe og lyse toner.

Det er ikke nødvendigt at have sunget i kor tidligere for at søge optagelse i Juniorkoret. Her ser man blandt andet efter en sund stemme og evnen til at synge rent.

Billede beskrivelse

For de ældre piger, der søger optagelse i Pigekoret, er kravene lidt anderledes. Her skal man både forberede en selvvalgt sang og lære en stemme fra en korsats, som efterfølgende synges sammen med to nuværende korsangere.

For at søge Pigekoret skal man enten have sunget i kor, modtaget undervisning i solosang eller spille et instrument.

Nyt tilbud med egen korskole

Som noget nyt får pigerne i Juniorkoret, efter bestået stemmeprøve, direkte adgang til Nordjysk Pigekors egen korskole.

Korskolen består af undervisning i både sangteknik og nodelære.

I sangteknikken arbejder pigerne blandt andet med vejrtrækning, kropsholdning, støtte og med at bruge kroppen optimalt som en del af stemmen som instrument.

Billede beskrivelse

Nodelæren skal give pigerne en grundlæggende forståelse for noder og gøre dem bedre i stand til at synge de rigtige stemmer i korsatserne.

Korskolen begynder i uge 41.

Fællesskab er en vigtig del af koret

Selv om Nordjysk Pigekor er kendt som et elitekor med højt musikalsk niveau, er trivsel og fællesskab en vigtig del af hverdagen.

”Glade piger synger bedre,” lyder det fra dirigenterne Katrine Bach Skovmand og Christina Kjærulf.

Derfor har koret blandt andet en ordning med kormødre og korsøstre. Nye piger i Juniorkoret får en erfaren kormor fra Pigekoret, som synger i samme stemmegruppe. Nye piger, der starter direkte i Pigekoret, får tilsvarende en korsøster at støtte sig til.

To gange om året arrangeres desuden Samsang, hvor pigerne mødes til et helt døgn med sang, fællesskab og hygge.

Trygge stemmeprøver

Dirigenterne understreger, at stemmeprøverne skal være en god og tryg oplevelse – også for dem, der bliver nervøse.

Ved prøverne deltager både Juniorkorets dirigent Katrine, Pigekorets dirigent Christina samt nogle af pigerne fra Pigekoret.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste