- Der er simpelthen ingen fiskefestival uden de frivillige. De frivillige er rygraden i hele oplevelsen, lige fra praktikken i opsætning af smageboderne og fiskefrikadellestegning, over det venlige smil der får turisterne til at føle sig hjemme i havnebyen, siger Uffe Truelsen, der er ny koordinator for festivalen. Foto: Hirtshals Fiskefestival
Livet her

Ingen fiskefestival uden frivillige: Frivillige inviteres på hygge og kræs

25. april 2022 kl. 10:45

HIRTSHALS: Hirtshals Fiskefestival inviterer 4. maj alle kommende og tidligere frivillige på en aften i godt selskab

Efter to års ufrivillig coronapause kan man 4. - 6. august 2022 igen deltage som medhjælper til fiskefestival i Hirtshals.

Hirtshals Fiskefestival holdes sædvanligvis den første weekend i august, hvor omkring 10.000 gæster besøger Hirtshals for at opleve byen, fisken og fiskeriet. Aktiviteterne på festivalen er selvfølgelig bygget op omkring råvarerne, men også alt det de frivillige kan og vil. Og i Hirtshals er der tradition for at løfte i flok.

- Der er simpelthen ingen fiskefestival uden de frivillige. De frivillige er rygraden i hele oplevelsen, lige fra praktikken i opsætning af smageboderne og fiskefrikadellestegning, over det venlige smil der får turisterne til at føle sig hjemme i havnebyen, siger Uffe Truelsen, der er ny koordinator for festivalen i en pressemeddelelse og han fortsætter:

- Vi vil gerne understrege, at alle er mere end almindeligt velkomne som frivillige. Der er plads til de nye og de rutinerede. Der er plads til unge og ældre og dem i midten. Så tag gerne naboen under armen og med til en frivilligaften i godt selskab. Jeg tør godt at love, det går i fisk, tilføjer han.

- Vi glæder os til at mødes med alle frivillige, der bare venter på at komme i gang igen, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få alle de tidligere frivillige og forhåbentligt også en masse nye med ind i det fællesskab, der præger vores festival. Det er blandt andet derfor, vi har det her nye tiltag og mødes inden Hirtshals Fiskefestival skydes i gang til august – vi kan faktisk heller ikke vente med at møde alle de frivillige og mærke energien og sammenholdet, tilføjer formand for fiskefestivalen, Ditte Sørensen, i pressemeddelelsen.

- Der er kommet nogle nye kræfter ind i foreningen bag fiskefestivalen, men programmet kommer til at ligne det, vi (måske) husker fra 2019 med events som fisketorv, smagsprøveboder, Local Cooking, havnerundfarter og flotte fiskebuffeter i teltene.

- Alle er velkomne – tilmelding er nødvendig.

Tilmelding foregår via mail til Uffe Truelsen koordinator@hirtshalsfiskefestival.dk og seneste tilmelding 2. maj klokken 10.

Nyeste