Seneste nyt
Billede beskrivelse

Torstein har udformet det nye dåbstræ: Rødder i troen og plads til nye navne

15. september 2026 kl. 10.02

HJØRRING: Sct. Hans Kirke har fået et dåbstræ, der både er et kunstværk, et symbol på troen og et synligt minde om de børn, der bliver døbt i kirken.

I Sct. Hans Kirke står der nu et træ, som langsomt vil blive fyldt med små kors eller engle. Hvert enkelt bærer navnet på et døbt barn og datoen for dåben.

Billede beskrivelse

De første tre blev hængt på ved gudstjenesten søndag 6. september.

Bag dåbstræet står kunstneren Torstein Krebs Niclasen, hvis forslag blev valgt, da menighedsrådet besluttede, at kirken skulle have et dåbstræ.

- Mit ønske var at skabe noget, der er i harmoni med kirkerummet. Sct. Hans Kirke er en snart 800 år gammel kirke, som er enkel, ren og meget smuk. Træet skulle hverken overdøve eller underordne sig rummet, men indgå i en ligeværdig sammenhæng, fortæller han.

Inspiration fra livets træ

Inspirationen kom blandt andet fra træets betydning i religionernes historie.

- I stort set alle religioner er træet vigtigt. Det har rødder i jorden og rækker op mod himlen. I Første Mosebog står der, at livets træ står midt i Paradisets Have. Det var et naturligt udgangspunkt for mig.

Billede beskrivelse

Også kristendommens tal- og symbolverden har fundet vej ind i udformningen. Étallet, tretallet og syvtallet spiller en rolle – blandt andet med henvisning til Gud, treenigheden og skabelsesberetningen.

Samtidig er der en forbindelse til det nordiske asketræ, som ifølge kunstneren også har syv grene.

Et træ i stål

Dåbstræet er fremstillet i stål, som Torstein Krebs Niclasen valgte på grund af materialets styrke og stabilitet.

Træet er laserskåret ud af en fire millimeter tyk stålplade. Fra at være en flad plade er formen trukket op i tre dimensioner, så træet står på en rod og en sokkel.

Placeringen var også givet på forhånd. Træet skulle stå i en niche, hvor den tidligere kvindeindgang til kirken havde været, og derfor skulle både højde og bredde tilpasses det eksisterende rum.

Dåbstræet vokser gennem året

Men træet er mere end et dekorativt kunstværk. Det får løbende nye ”frugter”, når børn bliver døbt.

Billede beskrivelse

Menighedsrådet har valgt små kors eller engle, som hænges på træet ved dåben. På hvert kors står barnets navn og dåbsdato, og korset er barnets ejendom.

Tanken er, at korsene bliver hængende gennem året. Ved en senere anledning gives de tilbage til familierne, så dåbstræet hele tiden bliver et synligt billede på årets dåbshandlinger.

- Det er en god ting at tage med sig. I Bibelen står der, at den, der spiser frugten af livets træ, skal leve i evighed. Det er en symbolik, jeg godt kan lide, siger kunstneren.

Tro som noget levende

Et særligt element ved træet er, at det ikke er helt fastlåst. Den tynde stålplade er elastisk og kan bevæge sig.

- Når træet bevæger sig, kommer der også en lyd. Det er vigtigt for mig, fordi kristendom og tro ikke kun handler om noget dogmatisk og endegyldigt. Tro kan også være et udgangspunkt for samtale og diskussion.

Dåbstræet er blevet til gennem en arbejdsgruppe på tre personer. Kirsten Villadsen har sammen med sognepræst Hanne Nøhr Kryger og menighedsrådsmedlem Hanne Jørgensen arbejdet for at gøre ønsket om et dåbstræ til virkelighed.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste