Vildt projekt: Svømmetur langs hele Vesterhavet

15. august 2018 kl. 10.00

Badegæster ved strandene i Løkken, Tornby og Tversted har måske i den hede sommerperiode set en svømmer, som var på vej nordpå langs Vestkysten.

Der var eventyreren Lars Simonsen, som er i gang med at fuldføre sit næste vilde projekt - at svømme Danmark Rundt.

Således overnattede han blandt andet fem dage over på Tornby Strand Camping, mens han svømmede daglige etaper rundt om Hirtshals.

Senest er natlogiet forlagt til Skiveren Camping som udgangspunkt for at fuldføre den sidste del af 1. etape - strækningen mellem Højer Sluse og Skagens Gren.

Når Lars Simonsen onsdag rammer Skagen, er det to måneder siden, han svømmede fra Højer Sluse ved den dansk/tyske grænse med det mål at blive den første nogensinde til at svømme hele vejen rundt om Danmark. Foreløbigt har han tilbagelagt 467 kilometer i bølger og havstrømme langs den jyske vestkyst.

Lars Simonsens projekt hedder Swim Denmark. Lars er ikke svømmer, og da han begyndte sin træning for et halvt år siden, kneb det også med at svømme.

På det tidspunkt kunne han knap svømme 50 meter i svømmebassinet, nu svømmer han op mod 18 km om dagen. Ved afslutningen af hver dagsetape logger Lars Simonsen koordinatet for slutpunktet, så han næste morgen kan begynde fra præcis samme sted.

Det er ikke første gang Lars Simonsen tager på eventyr. Sammen med sin familie har han cyklet gennem Australien. Han har planlagt og gennemført verdens længste familieekspedition i kajak fra København til Istanbul, da hans børn var 5 og 7 år. Familien har også padlet 2000 km gennem Canadas og Alaskas vildmark i kano.

Når Lars Simonsen runder Skagen, lægger han Vesterhavet og Skagerrak bag sig og svømmer videre i Kattegat langs den jyske østkyst, til han er på højde med Sjælland, hvor han vil krydse Kattegat, runde Sjælland og svømme syd om Fyn til Flensborg Fjord, hvor turen afsluttes.

Men Lars Simonsen er ikke helt alene. Ved hans side, vandrende på stranden og padlende i kajak, er Lars’ mor, Ilse Simonsen. Undervejs samler de penge ind til Julemærke Fonden og Depressionsforeningen.

- Jeg har længe tænkt på at lave et rigtigt spændende eventyr i Danmark, siger Lars Simonsen i en pressemeddelelse om svømmeprojektet og fortsætter:

- Den første etape i Vesterhavet har været en kæmpe oplevelse, hvor vi har set, oplevet og mærket noget af Danmarks mest fantastiske natur. Jeg har mærket naturen og elementerne, og det har også været hårdt, alligevel føles det nærmest vanedannende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste