Vil du hjælpe: Rikke og Betina efterlyser frivillige, der brænder for Hjørring
HJØRRING: Hjørring Handel har valgt at række ud til lokale borgere i håb om, at nogle kunne tænke sig at være frivillig, og hjælpe med at løfte forskellige opgaver i løbet af året. Og det er der flere årsager til.
- Vi ønsker at gøre vores yderste for at skabe oplevelser og et pænt byrum for byens borgere og turisterne i vores by og ikke mindst gøre alt for at vores medlemmer kan få gang i handlen igen, men det kræver flere hænder, lyder det fra formand i Hjørring Handel Betina D. Jensen og event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt.
- Det er ikke nok med en enkelt koncert eller en enkelt aktivitet. Borgerne og gæsterne vil have flere oplevelser over flere dage. Smukke blomsterkasser, hyggeligt byrum og aktiviteter, og der er reelt kun 1,5 ansatte i Hjørring Handel – og det er bare ikke nok, hvis det hele skal kunne lade sig gøre.
Betina D. Jensen og Rikke Ejsenhardt vil samtidig skabe et godt netværk for de frivillige.
- De skal ikke kun komme og arbejde. Vi har et oprigtigt ønske om, at de også får nogle varige relationer, som kan bidrage til minder og livskvalitet.
- Vi ønsker at holde møder for netværket et par gange om året, hvor de hører om, hvad der kommer til at ske – og måske har de lyst til at komme med ideer og få indflydelse på kommende aktiviteter. Der er uanede muligheder i et sådan netværk, både for enlige som ikke ser så mange i det daglige, eller for venner der ønsker at være sammen om noget.
- Vi ønsker et socialt fællesskab med stærkt sammenhold, hvor det eneste krav er, at deltagerne har passion for Dejlige Hjørring.
Der er informationsmøde for interesserede frivillige onsdag 23. marts klokken 14.30 på Amtmandstoften 1 i Hjørring. Man skal tilmelde sig til mødes via mail: info@hjoerringhandel.dk