Seneste nyt

Vendia sejrede over Fusion

"Bedst i Nordjylland" er konkurrencen, hvor 16 nordjyske restauranter kæmper om æren, titlen og 25.000 kroner. Den indledende runde er i fuld gang

26. januar 2018 kl. 15.48
Opdateret kl. 16.22

Den Danske Spiseguide står bag konkurrencen, der oprindeligt udspringer af "Bedst på Sjælland". Kort og godt går den ud på, at 16 nordjyske kvalitetsrestauranter kæmper mod hinanden om titlen, og det foregår én mod én. De otte vindere af de indledende runder går direkte videre til kvartfinalerne, dernæst går de fire vindere videre til semifinalerne, og slutteligt står to madsteder i den endelige finale om at blive bedst i Nordjylland og vindere af de 25.000 kroner.

De to Aalborg-restauranter Studie 4 og Mortens Kro er allerede videre, efter de besejrede Hotel Amerika og Musikkens Spisehus i de første dyster i den indledende runde.

Restaurant Fusion havde hjemmebanefordelen mod Bryghuset Vendia fra Hjørring ved tredje dyst i "Bedst i Nordjylland". Dermed var det de skønne omgivelser på havnefronten, der dannede rammen om kampen.

Ligesom det var tilfældet i konkurrencen mellem Musikkens Spisehus og Mortens Kro, så havde de to duellanter på forhånd aftalt, hvilke råvarer der skulle indgå i serveringerne. Derfor skulle der være kammusling i forretten, oksekød i hovedretten og chokolade i desserten. Det fik de to hold af kokke nogle vidt forskellige resultater ud af, men noget havde de dog tilfælles.

- Begge steder viste høj klasse, og det hele var rigtig godt. Vinene var generelt godt matchede til maden, og betjeningen var snorlige og meget kompetent, fortæller dommer Jakob Kanne Bjerregaard.

Det er indtil videre kommet klart til udtryk, at der er tale om kvalitetsrestauranter i konkurrencen. I de foregående dueller har dommerne været meget tilfredse, og restauranterne har ligget meget tæt. Det var også tilfældet i denne omgang, men i sidste ende blev det visuelle udtryk på tallerknerne afgørende.

- Det var en meget tæt konkurrence, hvor de to restauranter fulgtes godt ad. Til sidst var Vendia bare lidt skarpere. Deres anretninger så bedre ud, og derfor blev det visuelle afgørende. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at Fusion havde satset lidt mere. Deres mad var super lækker, men de kørte en lidt sikker stil, fortæller Jakob Kanne Bjerregaard.

Dermed var det altså udebaneholdet fra Bryghuset Vendia i Hjørring, der kunne løbe afsted med sejren.

Af Camilla Gammelgaard

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste