Tre millioner besøgte Metropol ShoppingCenter i 2019
En fysisk opgradering er på vej til centeret - håndværkerne går i gang i uge 3
HJØRRING: Hvert år går cirka tre millioner børn, unge og voksne gennem dørene til Metropol Shoppingcenter. Og kundetallet lå i 2019 på samme niveau.
- Det er meget tilfredsstilende, lyder det fra marketingchef Jane Melgaard Olesen og Lars Slyngborg, der er centerchef og står for udlejning af butikslokalerne i centeret.
- Der er stor stabilitet i centeret både med hensyn til kundeantal og omsætning, tilføjer Lars Slyngborg.
70-80 procent af butikkerne har været med lige siden centeret åbnede.
- De er her stadig, fordi de har en god forretning - deres placering i Metropol er stabil og god. Heldigvis har vi også plads til fornyelse og udskiftning i butikscenteret.
Paletten fuld - næsten
Ledelsen i Metropol ShoppingCenter er fortsat selektiv, når det handler om at åbne dørene for butikker, der gerne vil have foden inden for i centeret.
Der sker hele tiden en afvejning af, om en given butik går godt i spænd med de øvrige butikker i centeret og kan tiltrække nye kundegrupper.
- Vi har et bredt spekter af butikker - enkelte brancher er ikke repræsenteret, men vi har næsten paletten fuld, konstaterer Lars Slyngborg.
- Vores udfordring lige nu er, at der ikke er samme ekspansion hos butikskæderne, som tidligere. En overgang ville kæderne gerne være repræsenteret alle steder. I dag har de mere fokus på at drifte de eksisterende butikker samt optimere dem frem for at nyetablere sig. Det er udtryk for øget konkurrence og nethandel. Kæderne tilpasser sig en ændret forbrugsadfærd.
I Hjørrings shoppingcenter er Bahne et eksempel på en butik, der er blevet optimeret og udviklet. Butikken har netop udvidet sit areal og frister her kunderne med et stort udvalg inden for mode og bolig. Bahne var med, da centeret Metropol åbnede, og har løbende formået at tilpasse sig.
Ny hyggekroge på vej
Centeret har en alder, hvor der kan være behov for et løft til de fysiske rammer. Og i uge tre går et større renoveringsprojekt i gang - et projekt der skal stå klar til skolernes vinterferie og beløber sig til et par mio. kroner.
- Der skal ske en opgradering af toiletter, vægbeklædning og lyssætning, så der bliver skabt mere hyggestemning. Kunderne møder også en beklædning i indgangspartiet. Centeret får et løft. Det har vi gode forventninger til, siger Lars Slyngborg.
Oplevelser til alle
Jane Melgaard Olesen konstaterer med tilfredshed, at shoppingcenteret har et godt samarbejde med resten af byens butikker.
- Vi er i samspil med byen og butikkerne. Vi komplimenterer hinanden rigtig godt, tilføjer Jane Melgaard Olesen.
- En gågade og et butikscenter er en god kombination.
Metropl ShoppingCenter arrangerer året igennem et væld af oplevelser for både børn og voksne. Centertorvet har mange gange været fyldt, når kendisser har optrådt på scenen.
Aktiviteterne i centeret er mange og varierede.
- Vi vil gerne prøve nyt og være med på det, der sker, siger Jane Melgaard Olesen.
- Vi skal hele tiden have fokus på, hvad der sker af nye ting inden for oplevelser og udstillinger.
- Og der kommer selvfølgelig nye tiltag i 2020. Vi laver hyggeaftener, hvor vi kræser om kunderne. Vi har som noget nyt en stor skimesse, vi har planer om en karrieredag for de unge og i vinterferien bliver der udstilling med udstoppede dyr.