Thaarup fejrer 70 års jubilæum med sponsortrøjer til ungdomshold

15. maj 2018 kl. 13.36

I maj måned 1948 modtog Harry Thaarup sit næringsbrev som murer i det der dengang hed Horne - Asdal Kommune. I de 70 år der er gået siden, er det blevet til mange byggeopgaver såvel i Hirtshals som i den resterende del af Vendsyssel.

I starten blev Thaarup Murer- Entreprenørforretning drevet fra Margrethevej 2 for senere at blive flyttet til Doggerbanke 10, hvor virksomheden stadigvæk har til huse.

Det er mangeartede opgaver virksomheden har udført, lige fra småreparationer i private hjem, til store entrepriser. Blandt de større arbejder kan nævnes opførelse af idrætshaller i blandt andet Sæby,

Dronninglund, Jetsmark, Sindal, Hjørring og Hirtshals, Muldbjergskolen, Lundergårdsskolen, og flere etaper af ombygning af Hirtshals Skole.

- Der er ikke mange bygninger på Hirtshals Havn der ikke, gennem årene, har haft besøg af en håndværker fra Thaarup, ligesom det vil være svært at finde en gade i Hirtshals by, hvor der ikke findes et hus der er opført eller på anden måde har været i kontakt med en Håndværker fra Thaarup, fortæller firmaet i en pressemeddelelse, der fortsætter:

- Vi har stadig et højt aktivitetsniveau og arbejdet strækker sig fra Vodskov i syd til Tversted og Hirtshals i nord. I stedet for at holde en stor reception for kunder og forretningsforbindelser, har Thaarup valgt at sponsere spillertrøjer til ungdomshold i Kommunens fodboldklubber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste