Seneste nyt

Tannisbugt Vandplejeforening har gjort en forskel

20. januar 2018 kl. 08.46

Når medlemmer af den ret nye Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening mødes på Tversted Skole for at holde generalforsamling lørdag den 10. februar, så er det med en følelse af at have gjort en forskel i forhold til at genoprette naturmiljøer.

For godt et år siden bevilgede Den Danske Naturfond knap 500.000 kr. til tre projekter, og samtidig blev foreningen opfordret til at arbejde videre med den fjerde ansøgning, der som den eneste ikke kom gennem nåleøjet ved fondens behandling af ansøgningerne fra hele landet. Siden har foreningen været i gang med det praktiske arbejde med natur- og vandpleje i området mellem Bindslev og Tversted.

Det er også blevet synligt i en af DTU Aquas undersøgelser af vandkvaliteten.

- Siden 1968 har DTU Aqua undersøgt Tversted Å i Nordjylland flere gange uden at finde ørredyngel fra gydning. Men nu er der meget yngel to steder, efter at den nystartede forening "Tannisbugt Natur- og Vandplejeforening" har anlagt gydebanker og sandfang, skrev institutionen i et notat i oktober 2017.

Ved en undersøgelse i august var der endda så meget yngel på en strækning, at bestanden opfyldte kravet til "høj økologisk tilstand" i det "Ørredindeks", der indgår i statens vandområdeplaner.

Der mangler dog stadig yngel på en del strækninger med stor sandtransport, hvor de udlagte gydebanker er sandet til. Her bør sandtransporten reduceres.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste