Halinspektør Bjarne Holmberg viste rundt på pladsen og fortalte om planerne - de næste mange uger vil frivillige knokle for at få den store samlingsplads i mål.
Livet her

Tårs er klar igen: Den fedeste plads skal samle både unge og gamle

06. maj 2022 kl. 10:30

Når gode folk i Tårs drømmer stort om en ny aktivitet til byens fællesskab, bliver den ofte ført ud i livet - altså når pengene er samlet ind.

Det er byens nye projekt Samlingspunktet ved hallen et godt eksempel på. Forleden var der ”rejsegilde” på det store udeprojekt, der bliver fundament for masser af udeleg, hygge og sved på panden.

I første omgang er der flyttet jord - masser af jord - og hermed er der skabt et kuperet terræn, der skal udfordre motorik og rumme sjove aktiviteter og socialt fællesskab for både børn, unge og ældre.

Og nu trækker de frivillige kræfter fra byen igen i arbejdstøjet for at hjælpe projektet helt i mål.

Pladsen indrettes blandt andet med inspirerende lege- og gyngeområder, en bakke med rutsjebane, kælkebakke og fitness-trappe, en samlingshytte, basket-bane, cykelbane og fitnessområde, og hermed bliver bolden givet op til endnu mere fællesskab i Tårs.

”Rejsegilde på det store udeprojekt, hvor sponsorer, frivillige og repræsentanter fra fondene var samlet.

De står bag Samlingspunktet i Tårs

Frivillige lokale ildsjæle er med til at løfte det store udeprojekt med gratis arbejdskraft.

Projektet koster 1,1 mio. kroner at etablere, og en række glade givere har støttet med kolde kontanter:

Tårs Fonden, Lions Club Vendia, Nordea Fonden, Sparekassen Danmark, Tårs Borgerforening, Lokale og Anlægsfonden, LAG Nord, Salling fonden, Hjørring kommunes matchning-midler og Hjørring kommunes medfinansieringspulje.

Hertil kommer donationer fra private og indsamlet til cykelevent

Forfulgt af prisstigninger

En donation på 200.000 kroner fra Salling Fondene via A-Z Hjørring og to donationer fra Nordea Fonden på samlet 155.000 kroner har været med til at løfte projektet økonomisk. Det samlede budget lyder på 1,1 mio. kroner, og en del af pengene er kommet ind via fonde og overskud fra arrangementer i lokalområdet. Hjørring Kommune har støttet projektet i to omgange, nemlig med matching penge på 150.000 kroner og penge til et medfinansieringsprojekt, hvor elever fra 10. klasse har bygget en skaterrampe.

Siden budgettet blev lagt, har der været benspænd med prisstigninger på materiale og på interiør til pladsen.

- Så vi passer på ikke at forkøbe os. Alt er blevet dyrere - og det forfølger selvfølgelig også os, siger Bjarne Holmberg, lokal ildsjæl og halinspektør hos Foreningen Taars Hallen, der står bag Samlingspunktet.

- Vi er virkelig taknemmelige for den store opbakning, ikke mindst for de mange frivillige, der har sagt ja til at etablere pladsen - det er dét vi kan i Tårs, tilføjede Bjarne Holmberg.

De Blå Mænd er som altid klar, når der skal rykkes igennem på opgaverne. Her kommer sansegyngen på testtur.

Formand for Foreningen Taars Hallen, Jakob Jeppesen, glæder sig til, at den store plads står færdig.

- Den kan samle både unge og gamle i byen. Der er noget for alle. Vi håber at være færdige til skolerne sommerferie, men vi har lige nogle udfordringer med materialeleverancer og prisstigningerne.

Syn og skøn med formand for hallen Jakob Jeppesen og entreprenør Heine Løt.

Direktør ramt af fællesskabet

Direktør Betina D. Jensen, der medbragte checken fra Nordea Fonden, gav projektet og Tårs et par ord med på vejen.

- Jeg bliver ramt af fællesskabet i den her by, smilede hun.

- Jeg er imponeret over, hvad Tårs kan. Jeg bliver altid imponeret over folk med passion, og i Tårs er det helt ekseptionelt. Man har virkelig ejerskab for byen og fællesskabet. I har noget helt unikt.

- Jeg er imponeret over, hvad Tårs kan. Jeg bliver altid imponeret over folk med passion, og i Tårs er det helt ekseptionelt. Man har virkelig ejerskab for byen og fællesskabet. I har noget helt unikt, sagde Betina D. Jensen ved ”rejsegildet”.

Formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune, Søren Homann, konstaterede, at det lokale engagement er et stærkt argument, når politikerne skal bevilge støttekroner.

- Og når Bjarne har en ide, skal den nok blive til noget før eller siden. Samtidig er det alle i lokalområdet, der bakker op, og så kan det bare blive rigtig stort.

Salling Fondene og Nordea Fonden har været glade givere til Tårs-projektet.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu