Syndig gåtur blev et trækplaster i kvindeugen

75 kvinder deltog i rundtur i Hjørring og blev beværtet med madkræs, bobler, vin, portvin og cocktails

25. marts 2019 kl. 15.24

HJØRRING: Humøret var højt, da 75 kvinder satte kurs rundt til byens restauranter og beværtninger på den såkaldte ”Syndig gåtur”, der havde debut sidste år i kvindeugen

Og turen er populær. Efter bare et døgn kunne Hjørring Handel melde alle billetter udsolgt.

I spidsen for den syndige gåtur gik Penille Ørum Pedersen fra Nordjyske Medier og Sanne Godtliebsen fra House. Og de var forsynet med gigantiske pink englevinger, så de var lette at spotte i gadebilledet. På den måde kunne de 75 deltagere følge trop gennem byen. Og deltagerne var også let genkendelige, da de var udstyret med pink slør og prinsessekroner.

Kvinderne fik på turen rundt i byen smagt på mange kulinariske lækkerier og til den faste føde blev der serveret bobler, vin, portvin og cocktails.

- Det er fedt, at så mange vil deltage - vi får virkelig vist byen frem sådan en dag, siger eventchef Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel

- Og det kan kun lade sig gøre, fordi vi i byen vil hinanden. Det er fedt, at vi i Hjørring Handel er en rigtig god forening, der vil hinanden og er med på at skabe noget sjovt og anderledes.

- ​I år var blomsterbutikken Blomsten for eksempel også med. Og to af byens bilforhandlere - Peugeot og Bdr. Hosbond - stod klar med hver ti biler i Brinck Seidelinsgade, så kvinderne blev fragtet til Dana Cup Sportscenter. Chaufførerne kørte deltagerne retur til midtbyen til Bones, hvor ruten fortsatte til fods.

Gåturen er et led i Hjørring Handels Kvindeuge. Turen tog sin begyndelse hos Blomsten og i biler fra Bilhuset Hjørring satte selskabet kurs mod Dana Cup Sportscenter. Siden kom turen til Bones Hjørring, Det Bette Hotel, Kamii, Hjortdals Bar, Giovannis, Hos Uffe, Hotel Phønix, Club7/Roadhouse, Zwei Grosse Bierbar - og til slut rundede kvinderne af på Bjesken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste