Billede beskrivelse

Stor succes med fastelavn i Bindslev

20. februar 2023 kl. 10.00

Godt 160 deltog søndag eftermiddag i fastelavnsgudstjeneste, tøndeslagning og fælles fastelavnsbolle spisning i Bindslev.

Det skriver Ulla Sølvsten.

De mange fremmødte skabte stor glæde hos arrangørerne af fastelavnsarrangementet i Bindslev. Formanden for Bindslev Handel og Erhverv, Klaus Kold, var i dagens anledning selv klædt ud.

Han fortæller, at BHE, KFUM Spejderne i Bindslev samt Bindslev - Sørig Menighedsråd var imponeret over det store fremmøde.

- Det er dejligt at se, at byens borgere støtte op om de lokale arrangementer.

Arrangementet begyndte med en fastelavnsgudstjeneste i Bindslev Kirke. Her sang Bindslev Børnekor flere sange.

Efterfølgende kørte alle til Bindslev Skole, hvor der blev slået katten af tønden i tre aldersgrupper. De mange børn gik hårdt til den, så de tre tønder kom ned på jorden ret hurtigt.

Hele arrangementet sluttede af i Bindslev Sognehus, hvor der blev budt på fastelavnsboller, kaffe og saftevand.

Inden de mange fremmødte fik lov til at nyde bollerne, fik kattekongerne og kattedronningerne overdraget en gave, der var sponsoreret af Min Købmand i Bindslev.

Billede beskrivelse

Spejderne stod for udlevering af bollerne. Da alle var blevet mætte blev der budt op til sangleg og andre lege for børnene.

Der blev sunget og klappet, herunder sangen ”kan du gætte hvem jeg er”. Efterfølgende skulle børnene to og to finde to andre børn, som ved at blinke med øjnene kunne få de andre børn til at falde om.

Efter endt leg gik alle de deltagende børn i lang række forbi de kaffedrikkende voksende og ud i forrummet, hvor de hver især fik en slikpose, der var sponsoreret af Dagli´Brugsen i Bindslev.

Deltagerne fra spejderne, BHE og Menighedsrådet sagde efter oprydningen, at alle var klar til at arrangere et tilsvarende arrangement til næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste