Stor donation: Lendum Kultur- og Borgerhus får nu bedre adgangsforhold
Lige før jul havde bestyrelsen i Lendum Kultur- og Borgerhus den store glæde at modtage en stor donation fra Spar V Fonden på 50.000 kroner til en handicapelevator.
I flere år har bestyrelsen ønsket bedre adgangsforhold til husets handicaptoilet. Da det kræver en forholdsvis stor ombygning med høje omkostninger til følge, har Grethe Tangmose de sidste år søgt forskellige fonde om økonomisk hjælp.
Projektet er kalkuleret til kroner 591.500 plus moms. Det høje beløb skyldes, at både det nuværende handicaptoilet og grovkøkken skal rykkes grundet elevatorens placering i forhold til den store sal og scenen.
Efter mange års ansøgninger er der nu kommet svar fra flere af de ansøgte fonde. Foruden donationen fra Spar V Fonden har Bevica Fonden også bevilget 50.000 kroner. Hertil kommer en kæmpe donation fra ENV Fonden på 300.000 kroner. I alt er der på nuværende tidspunkt indsamlet 400.000 kroner, men der mangler knap 200.000 kroner før projektet kan realiseres.
- Vi er nu tæt på målet, og vi havde håbet, at projektet kunne gennemføres nu, hvor Kulturhuset alligevel er lukket grundet Covid-19, men alle midler skal være bevilget før håndværkerne må gå i gang, fortæller Grethe Tangmose.
Bestyrelsen håber, at der er flere, der har lyst og overskud til at støtte elevatorprojektet, så der kan blive bedre adgang til handicaptoilettet. Investeringen vil give Kulturhuset det sidste løft, så alle kan komme uhindret til de mange arrangementer og fester, der er i huset.
Yderligere oplysninger kan fås hos Grethe Tangmose eller ved henvendelse til Lendum Kultur- og Borgerhus bestyrelse.