Seneste nyt

Sprogcamp på Hjørring Gymnasium for 9. år i træk

Sprogcampen blev i år holdt efter en aldeles turbulent periode for fremmedsprogene både nationalt og lokalt.

30. januar 2020 kl. 16.31

HJØRRING: Hjørring Gymnasium/STX & HF har igen holdt Sprogcamp for sproginteresserede gymnasieelever fra hele landet – denne gang efter en aldeles turbulent periode for fremmedsprogene både nationalt og lokalt.

På flere uddannelsesinstitutioner har man valgt at nedlægge de små sproguddannelser, bl.a. på Aalborg Universitet, hvor tysk og spansk er lukket. Samtidig taler man mere end nogensinde om, hvor vigtige fremmedsprogskompetencer er i erhvervslivet. Dette gør Sprogcampen til en vigtig brik i kampen for, at flere unge skal vælge sprog – både i gymnasiet, og når de senere skal videreuddanne sig.

Dette syntes de 190 gymnasieelever fra 45 gymnasier landet over at have forstået med en meget entusiastisk og begejstret tilgang til weekendens mange udfordringer. De skulle i hvert deres sprogfag repræsentere et sponsorfirma, og på den afsluttende messe søndag forsøge at sælge produktet til de mange besøgende gæster – på fremmedsprog selvfølgelig!

Sprogcampen er resultatet af et samarbejde mellem Hjørring Gymnasium/STX & HF og Aalborg Universitet og afvikles som led i Hjørring Gymnasium/STX og HFs talentarbejde for fremmedsprogene under overskriften ”DET TALTE SPROG” i engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk og kinesisk.

Af Line Rytter Mørkholt, Hjørring Gymnasium

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste