Billede beskrivelse

Sponsor-kroner til lokal E-sportsforening

Hjørring E-sport har som mange andre foreninger i Danmark underskrevet en sponsoraftale med energiselskabet OK

19. marts 2019 kl. 07.10

HJØRRING: Der var ingen penge, intet lokale og heller ingen erfaring med at drive en forening. Det eneste Morten Cassøe og resten af teamet bag Hjørring E-sport havde, var en drøm.

”Vi ville skabe et fællesskab omkring det at dyrke gaming som sport. Derfor holdt vi i januar 2018 stiftende generalforsamling og dannede Hjørring E-sport, uden at vide hvad vi kastede os ud i. Vi var alle amatører,” fortæller Morten Cassøe, der er foreningens formand.

Et år senere har klubben et lokal, udstyr, trænere, næsten 100 medlemmer og en helt ny sponsoraftale med energiselskabet OK.

- Jeg er ret stolt af, hvad vi har opnået på et år. Vi er stadig en ny forening, derfor betyder aftalen med OK utroligt meget for os, da vi stadig er i en begynderfase, siger formanden, men understreger samtidig, at E-sport også handler om at være sund både fysisk og mentalt.

Aftalen er simpel. Man kan støtte foreningen med 5 øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og energiselskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare huske at melde sit OK Benzinkort til Hjørring E-sports sponsoraftale, så gives støtten uanset, om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.

E-sportsforeningen får 5 øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere 5 øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte de lokale ildsjæle og de lokale E-sportsudøvere med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.

I Hjørring E-sport har bestyrelsen allerede drøftet, hvordan de kommende sponsorpenge skal bruges, da der er masser af idéer på tegnebrættet ifølge Morten Cassøe.

- Vi vil gerne sætte gang i endnu flere aktiviteter og holde flere LAN både for vores medlemmer, men også nogle større, hvor alle, der har lyst, kan deltage. Derudover vil det også altid være rart at have lidt liggende i klubkassen til reparation af vores computere, siger han og håber på bred opbakning til aftalen.

OK er med på banen, når flere af Danmarks bedste sportsudøvere kæmper for guld. Men støtten går ikke kun til eliten. I en lang årrække har OK også støttet lokalsporten, da virksomhedens tankstationer spiller en rolle i lokalsamfundet. Derfor har det virket naturligt for OK at støtte lokalsporten.

- Lige nu har mere end 1.600 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor, siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste