Specielle sten søges til Børglum Kloster
BØRGLUM: Børglum Kloster kirke havde i middelalderen status af domkirke og var fysisk større, end den fremstår i dag. På Børglum Kloster iværksættes nu et projekt, hvor man, med udlægning af gamle kirkesten, vil anskueliggøre domkirkens oprindelige størrelse.
Børglum Kloster søger derfor om hjælp til at opspore de kirkesten, som tidligere var en del af domkirken, men som igennem senere tiden er forsvundet. Formålet med indsamlingen er at få nok af stenene tilbage til at kunne genskabe den gamle domkirkes omrids i to stenlag.
- Børglum Kloster eftersøger blandt andet en helt specifik sten, der først sent er forsvundet fra Børglum Kloster, siger Benedicte Rottbøll, som er historiker og kulturarvsformidler ved Børglum Kloster
- Det er en såkaldt ’kragsten’ til en søjleportal fra 1100-tallets anden halvdel, som man meget gerne vil opspore, med det formål at den skal indgå i klostrets historiske udstillinger. Tidspunktet for fotografiet er ukendt, men det er fra før 1958, forklarer hun.
Genopførelsen er i gang
Der er allerede samlet en del løse granitsten, der har indgået i klosterets byggeri, men Børglum Kloster søger nu flere af de gamle sten for at gennemføre projektet.
- Ved udlægningen af kirkestenene og genskabelse af domkirkens omrids, kan man herefter få mulighed for, med egne øjne, at se omfanget af den imponerende gamle katolske domkirke, som den så ud i dens storhedstid.
- Det er specifikt udhugget granitsten, som stadig har bibeholdt deres form i en sådan grad, at de kan indgå direkte i udlægningen, siger Benedicte Rottbøll.
Granitsten til kirkebyggeri blev ofte ikke udhugget lige så gennemført på alle stenens sider, men blev ofte kun ’glathugget’. Det betyder med andre ord, at stenen blev hugget i form på de sider af stenen, der var synlig i det færdige byggeri. Det betød, at den færdige kirkesten ofte fik en forarbejdet forside og en mere ubearbejdet ’rå’ bagside.
Hvis man kender til sten fra den gamle domkirke inviteres man til at tage kontakt til Børglum Kloster på mail info@boerglumkloster.dk