Seneste nyt

Specialenhed søgte efter savnet 83-årig i Uggerby Å

17. januar 2018 kl. 10.25

Frivillige fra Marinehjemmeværnets særlige enhed Maritime Force Protection deltog tirsdag i eftersøgningen af den demente 83-årige Preben Enhard, som lørdag aften gik fra Vendelbohjemmet i Sindal.

Fra gummibåd med sonar gennemsøgte de en strækning på syv kilometer af Uggerby Å omkring plejehjemmet, men eftersøgningen gav ikke resultat inden mørkets frembud.

- "Hvis han er herude, så er det vigtigt, at han kommer hjem til de pårørende, så de kan få en afslutning, siger flotillechef premierløjtnant Rikke Hyldgaard om enhedens bidrag til den fortsatte eftersøgning fra politi og frivillige.

Rikke Hyldgaard stod i spidsen for tre frivillige kollegaer fra Flotille 116 Maritime Force Protection, som foretog gennemsøgningen på Uggerby Å omkring Sindal.

Marinehjemmeværnets særlige Maritime Force Protection-enheder råder over undervandsdroner og gummibåde med sonar, som gør dem i stand til også at søge efter genstande under vandet.

- Vandet i åen var for plumret til at vi kunne søge med dronen, så den blev i bilen, men sonaren gav fine billeder, fortalte Rikke Hyldgaard, der selv sad med i gummibåden.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste