Seneste nyt
Billede beskrivelse

Sommergæster bygger bro

Københavnerparret Signe og Jørn er vilde med Hirtshals - og de opfordrer til sammenhold på tværs af landsdele

07. juli 2020 kl. 07.49

HIRTSHALS: Signe Sidenius og Jørn Carlsen fra København har endnu engang valgt at bo i sommerhus ved Ingeborg Klit i Hirtshals.

- Vi har boet der om sommeren i rigtig mange år, og vi nyder området, og især byen Hirtshals, som vi synes er en meget autentisk by med sin levende fiskeri og erhvervshavn. Og samtidig vokser byen sammen med havn og hav. Meget unikt, siger parret.

- Men vi synes også, at vi københavnere, og jer jyder skal begynde, at tale lidt pænere om hinanden, smiler de.

- Det gør vi måske også, men alligevel er der en lidt dum undertone nogle gange. Husk på, at København vel består af 30 procent jyder, og provinsen vel også består af 20 til 30 procent københavnere. Og fælles for os alle er jo, at vi er super danskere sammen med alle vore øvrige etniske minoriteter, som er en mangfoldighedsgave for alle, der kalder sig danske.

- Vi har rigtig mange fælles værdier her i landet, og vi kan jo lære lidt af corona-tiden, hvor vi prøver at vise hensyn til hinanden, og hvor vi kan se, at det hjælper at stå sammen om et projekt, hvor vi kan se at Danmark opnår gode resultater.

- Vi har jo også den glæde - sammen med alle der bor i provinsen - at kunne prale af, at København endnu engang er blevet kåret som den reneste by i Europa. Det er jo nok et besøg værd. Samtidig tager det jo også lidt luft ud af fordommene om, at København skulle være en beskidt by.

- Os københavnere skal glæde os over den store mangfoldighed, der er i resten af landet samtidig med, at vi jo gerne vil opleve alle befolkningsgrupper, som findes i det ganske land, og være med i samtalen på den gode måde - uanset hvor man komme fra i vores dejlige lille land, lyder det fra parret.

Jørn og Signe siger, at de kommer igen til næste sommer.

- Vi glæder os til at se det store hav og den flotte natur samt den flotte by Hirtshals, og vi ønsker alle en god sommer i Danmark.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste