
Skallerup Seaside Resort: Corona æder overskuddet - men optimismen er i behold
Vandland lukket og langtfra alle huse udlejet. Det kan mærkes
SKALLERUP: Under den aktuelle corona-nedlukning kan du bade under bruseren, sætte dig tilrette i spabadet - eller hoppe i det iskolde Vesterhav, hvis du opholder dig i Skallerup Seaside Resort.
Men ikke i vandlandet - det er lukket sammen med resten af indendørs-aktiviteterne. I hvert fald frem til 9. februar.
Alligevel er der gæster på det store ferie-resort.
- I øjeblikket har vi gæster i 20 procent af vores huse, siger direktøren for Skallerup Seaside Resort, Jørgen Høll.
Der er stadig et stykke op til en belægnings-procent på godt 50, hvilket er normalen her i januar - men siden marts sidste år har intet som bekendt været normalt.
Forårets nedlukning blev efterfulgt af en nordjysk nedlukningshammer i syv kommuner, og den ramte hårdt: Nedlukningen varede ikke i så lang tid, som først udmeldt, men alle potentielle gæster havde fundet andre græsgange, da man måtte åbne igen.

Nu er man så igen underlagt restriktioner, men Jørgen Høll har bevaret optimismen.
- Jeg tror og håber, at vi må åbne helt op i uge syv og otte. Gæsterne herude er gode til at tage hensyn og holde afstand - samtidig efterlever vi jo alle restriktioner. Og vi har haft alle medarbejdere på corona-rengøringskurser, siger Skallerup-direktøren.
Uge 7 plejer at være tæt på udsolgt, mens belægningen i uge 8 som regel ligger på omkring 80 procent.
I 2019 kom Skallerup Seaside Resort ud med et rekordoverskud på 9,4 millioner kroner, og selv om 2020-resultatet ikke kan meldes endeligt ud endnu, så vurderer Jørgen Høll, at man måske rammer et stort, rundt nul.
Hjælpepakkerne er ikke nok til at undgå et stort dyk - lønkompensationen dækker eksempelvis kun 75 procent af udgifterne for virksomheden, og som sagt trak den nordjyske nedlukning i efteråret ekstra mange tænder ud.
Direktøren fortæller i øvrigt, at nogle af centrets sommerhuse aktuelt udlejes af familier, der klarer hjemmearbejde og hjemmeskole i et sommerhus med god Internetforbindelse og mulighed for gåture og leg på legepladsen - alt andet lige giver det lidt mere luft i hverdagen, hvis man er fire personer, der ellers er vant til at bo i en mindre lejlighed.