Sidste runde gav 2. plads til Sindal BK
SINDAL: Sidste spillerunde i 2. division gav andenplads til SBK.
2. division har på hjemmebane spillet mod BK Fluen, Århus. Resultatet blev en meget sikker sejr på 6-2.
Michael Fischer (30,00) markerede sig straks fra start. Modstanderen kopierede hvorved opgøret blev både velspillet og meget spændende. Tæt følgeskab blev således kodeordet . Da afgørelsen nærmede sig blev der lige fundet et ekstra gear. Herved lykkedes det at tage en smule afstand. Det holdt til sidste fløjt. Således kunne han snuppe en rigtig flot sejr.
Jens Kallehauge (25,00) havde på forhånd meldt ud, at han satsede på en hurtig afgørelse. Lørdagens opvarmning/træning havde givet gjort ham rigtig godt. Fit for fight var han da også straks fra start. Alligevel valgte han indledningsvis den lidt bløde udgave af spillet. Da han først havde set modstanderen lidt an, tog han imidlertid omgående teten. Der kom ingen modtræk til dette raid. Således kunne han i ensom majestæt sætte kursen mod mål. Slutfacit blev derfor en overordentlig sikker og meget velfortjent sejr.
Joakim Nielsen (19,71) havde kanelsnegle i tankerne, hvorfor han ikke udviste den rette fokus på billardspillet. Dette gav plads til at modstanderen kunne boltre sig som en ål i vandet. Han prøvede naturligvis at tilbageerobre initiativet. Øjenkontakt på langsiden fik han, men nærkontakten lykkedes ikke helt. Derfor måtte han efter en noget flad indsats sluttelig indkassere et smalt, men meget unødvendigt nederlag.
Jesper Holmberg (46,15) kom rigtig godt fra start. Modstanderen lagde sig resolut i samme rille. Således blev det et meget publikumvenligt opgør. Skiftende føringer skærpede bare aktørernes sans for spillet. Close race holdt sig således langt hen i dysten. I slutfasen blev der arbejdet intenst med tingene. Her lykkedes det endelig at sætte det afgørende angreb ind. Der blev nu trukket fra. Sluttelig kunne der således trilles en forholdsvis sikker sejr i hus.
Idet Spjald kun opnåede uafgjort i udekampen mod Videbæk, kunne SBK, med sejren over de allerede nedrykningsdømte gæster fra Århus, sikre sig andenpladsen i kredsen. Efter pointlighed trak Sindal´s gladiatorer således det længste strå, ved at have en bedre individuel score end Spjald, nemlig 64-48 mod 63-49.