Separatkloakeringen i gang igen

Sindal Varmeforsyning, Sindal Vandværk og Hjørring Vandselskab går i jorden på tirsdag

26. april 2020 kl. 11.01

SINDAL: Det store projekt med etablering af separatkloakering og fornyelse af fjernvarmeledninger i Sindal har ligget stille i vintermånederne, men nu er det forår, og Sindal Varmeforsyning, Sindal Vandværk og Hjørring Vandselskab begynder den næste etape af det omfattende arbejde senest torsdag 30. april.

Arbejdet omfatter i denne omgang Østergade og Vestergade med en afstikker gennem området Ved Banen til afvandingssøen.

I perioder vil der også blive arbejdet i Jernbanegade.

Arbejdet indledes i Østergade ved Uggerby Å og strækker sig i første omgang over 300 meter mod vest.

Én vejbane holdes åben for kørende trafik, der reguleres med trafiklys.

Når arbejdet i begge sider af Østergade er afsluttet fortsættes der på Vestergade til rundkørslen ved Oremosevej. Også her vil der være ét spor tilgængelig for trafikken.

Lyskrydset Nørregade og Jernbanegade spærres fra første arbejdsdag således, at trafik fra Nørregade ikke kan køre ud på Østergade og Vestergade. Det samme gælder for trafikken fra Lendum til Østergade og Vestergade. Kørende trafik på Hovedvejen kan dog svinge til højre og venstre ad Nørregade og Jernbanegade.

Det er Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning, der udfører det omfattende arbejde, og det forventes afsluttet til efterårsferien i uge 42.

I hele perioden, hvor der udskiftes kloak-, fjernvarme- og vandrør, vil passage for redningskøretøjer og ambulancer være prioriteret.

Entreprenørfirmaet vil i forbindelse med vejarbejdet tydeligt afmærke alternative ruter med de kendte sort/gule skilte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste