De skulle egentlig spille fodbold...

Jyllands største fodboldskole fik en fantastisk våd afslutning

04. august 2023 kl. 16.00
Opdateret kl. 16.28

HJØRRING: Solskinsvejret var smukt, men alligevel var det anseelige mængder vand, der fredag eftermiddag blev spredt over fodboldbanerne ved Højenehallen i Hjørring.

En kæmpestor vandkamp med deltagelse af hundredevis af børn, unge og voksne var kulminationen på den fodboldskole, som den lokale idrætsforening, Skibsby/Højene IF, over de seneste fem dage har afviklet.

En brandbil forsynede fodboldspillerne med rigelige mængder vand, og fodboldskoleleder Claus Pedersen havde da også modtaget sin del af vandmasserne. Men selv om vandet dryppede fra ham overalt, så var der alligevel smil på.

- Det har virkelig været en fantastisk uge, som vi har haft sammen med de mange børn og unge, konstaterede han.

- Det har været en uge, hvor der har været fokus på fællesskab og foreningsliv, og vi kan jo virkelig se, at det giver en enorm glæde at være sammen på den her måde. De unge lærer at trives socialt, og de finder også en glæde ved at dyrke sport sammen.

Billede beskrivelse

Fodboldskole med vokseværk

Fodboldskolen i den nordlige ende af Hjørring har været i kraftig vækst over de seneste år. Hvert af de seneste fire år er der sat deltagerrekord, og det betyder, at ildsjælene fra Skibsby/Højene IF nu kan konstatere, at de arrangerer Jyllands største fodboldskole i regi af DBU (Dansk Boldspil Union). Og det giver en vis stolthed.

- Jeg har efterhånden været med til at arrangere fodboldskolen i fem år, og den er bare vokset år for år. Sammenlignet med sidste års udgave er der kommet cirka 70 ekstra deltagere til, forklarer Claus Pedersen. 

Totalt har der i år været 295 deltagere tilmeldt - og derudover har cirka 50 frivillige trænere hjulpet med at afvikle ugens mange træningsøvelser.

Se også
Sådan har Mark og Claus skabt en af landets største fodbold-skoler
Billede beskrivelse

Meget andet end fodbold

Der er naturligvis blevet spillet rigtigt meget fodbold på banerne i Højene i ugens løb, men der har også været plads til mange andre aktiviteter. Der har eksempelvis været lejet tre hoppeborge, der har været besøg af fodboldspillere fra både Fortuna Hjørring og fra Hjørring Futsal Klub - og så har der i det hele taget bare været tid til hygge.

Men den afsluttende vandkamp var for mange af fodboldspillerne alligevel det helt store klimaks på ugens begivenheder.

Eksempelvis var der stor tilfredshed hos den 6-årige Hjørring-knægt Mylius Sommer - selv om han mest af alt lignede en druknet mus ovenpå vandkampen.

- Det har været sjovt at spille fodbold. Men jeg tror, at det allersjoveste i hele ugen har været vandkampen.

- Og vi fik lov at sprøjte på trænerne. Men nu fryser jeg altså, sagde han lidt betuttet.

Billede beskrivelse

Også for lederen af fodboldskolen var vandkampen et dejligt punktum på ugen.

- Det er jo sådan noget, som både de unge og trænerne har gået og gejlet hinanden op til hele ugen. Så det her er bare afslutningen på en rigtig fed uge, hvor vejret har været med os, siger Claus Pedersen.

Billede beskrivelse
Billede beskrivelse
Billede beskrivelse

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste