Sang og musik ved Løkken Redningshus for anden gang

Tonen er slået an til musiktradition ved Løkken Redningshus

21. juli 2019 kl. 14.07

LØKKEN: Der er helt klart opbakning til en musiktradition ved Løkken Redningshus. Over 100 mennesker mødte op, da bestyrelsen for anden gang indbød til fællessang ved solnedgangstid.

Musikken til fællessang blev denne gang leveret af Kettrupklanen, der består af Gert Jacobsen fra Løgstør, Mie Schierup fra Saltum og Elin og Jørgen Schierup fra Vrensted.

De tre Schierup familiemedlemmer har sommerhuse ude i Kettrup, hvor der bliver flittigt øvet på de 3 harmonikaer og klarinetten. Heraf navnet Kettrupklanen.

De spiller alle fire i andre sammenhænge: Mie og Gert i Midtfjord Harmonikaklub. Elin, Jørgen og Mie i Vrensted Byorkester også kaldet Vrensted Musikforsyning.

- Så det er, om ikke professionelle, så helt sikkert erfarne og dygtige musikere, og musikglæden skinner helt tydeligt igennem, lyder det fra formanden for Løkken Redningshus Mariann Andersen.

- Det var også den oplevelse de over 100 mennesker, der var mødt op på og omkring redningshusets platform, fik fuldt ud, tilføjer hun.

Repertoiret var afstemt efter sted og natur med blandt andre nogle af Inger Lauritzens skønne sange.

Så det blev en rigtig hyggelig og stemningsfyldt times tid foran Løkken Redningshus inden solen gik ned bag ved skyerne.

Næste torsdag den 25. juli kl. 21 er der fællessang med indlagte solonumre, som Tina Egebak og Kirsten Søndergård for.

Foreningen Løkken Redningshus håber på godt vejr, og på at mange igen vil støtte op om foreningen og være med til at bevare Løkkens gamle redningshus.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste