Så er døren åben til Lundergårdrevyen

Årets revy er fuld af sjov, sang og svirp - og der er godt salg i billetterne

06. maj 2019 kl. 13.53

HJØRRING: Der er svirp til både byråd, borgmester, klimakæmpere, curlingforældre og mange flere i dette års udgave af Lundergårdrevyen. Og så er den tilmed grinagtig på den gode måde.

De hvasse budskaber bliver serveret med humor og lune - og ofte på velklingende vendelbomål. Og publikum slipper mange gange i løbet af showet grinene løs.

Fredag aften slog teamet bag den stort opsatte revy dørene op til premieren, og de kommende uger går det slag i slag med forestillinger i Lundergårdhallen.

Der er planlagt ti forestillinger med plads til mere end 4000 publikummer - 84 procent af billetterne var solgt inden premieredagen. Sidste chance for at få sig et godt grin i revyen er 18. maj.

Revyen afleverer hvert år et overskud på over 100.000 kroner til arbejdet med børn og unge i den lokale idrætsforening - LIUF.

Årets revytitel er ”Døren er åben”, og den instrueres af Anne Mette Nors og Dorte Mørch. I løbet af revy-aftnerne finder de to også selv vej til scenen, hvor man ellers finder følgende besætning: Lars Boelt, Anders Holm, Morten Pedersen, Helle Larsen-Ledet, Pia Karstensen og Sisse Holm Lundtoft.

Kapelmester er Andreas Svaneborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste