Billede beskrivelse

Rekordmange deltagere i iværksætterkonkurrence

Snart kåres vinderen, der får kontakt præmie og hjælp til udvikling

10. marts 2022 kl. 18.34

HJØRRING: Det er snart tid til at finde de dygtigste iværksættere i Hjørring Kommune.

Vinderne i den store iværksætterkonkurrence - "Dynamic StartUp Challenge" – kåres nemlig tirsdag 29. marts på Vendsyssel Teater. Det sker i forbindelse med den årlige generalforsamling hos erhvervsnetværket "Erhverv Hjørring Dynamic".

Konkurrencen henvender sig både til iværksættere, der har etableret sig, og iværksættere der har en spændende forretningsidé. Og konkurrencen har i år haft rekordmange deltagere.

Hvad er Dynamic StartUp Challenge?

Dynamic StartUp Challenge er en konkurrence målrettet iværksættere med målsætning om at udvikle og etablere virksomhed i Hjørring kommune.

Deltagere i konkurrencen har mulighed for at vinde kontante præmier, vækstguideforløb og en kontorplads i det innovative iværksættermiljø "Garagen".

Konkurrencen er igangsat af det professionelle erhvervsnetværk "Erhverv Hjørring Dynamic" - i tæt samarbejde med erhvervsforeningen Erhverv Hjørring og Business Hjørring.

På sin hjemmeside skriver Erhverv Hjørring følgende om forløbet:

"Hele 22 spændende og perspektivrige ansøgninger er modtaget til konkurrencen. Dygtige og kompetente iværksættere står bag. Juryen har været på hårdt arbejde. 9 af de 22 iværksættere blev inviteret til at pitche deres iværksætterplaner og forretningsmodeller for juryen, og på baggrund heraf er de tre finalister fundet. Vi kan godt røbe, at i år er to af de tre finalister etablerede iværksættere, og den tredje har en spændende forretningsidé".

Vinderen af iværksætterprisen kan se frem til 40.000 kroner, mens den er 20.000 kroner til andenpladsen og 10.000 kroner til tredjepladsen.

Vinderen får desuden et skræddersyet vækstforløb og gratis plads i iværksættermiljøet "Garagen".

Som nævnt står Erhverv Hjørring Dynamic bag konkurrencen. Netværket består af en gruppe erhvervsfolk, der gerne vil være med til at skabe mere vækst og udvikling i Hjørring kommune.

Med iværksætterkonkurrencen ønsker netværket at sætte fokus på Hjørring Kommune som en stærk iværksætterkommune. Der er ifølge netværket både gode muligheder for at etablere sig som selvstændig - og også rig mulighed for at få hjælp, vejledning og sparring til at realisere sine iværksætterdrømme.

Du kan læse meget mere om konkurrencen og de tidligere vindere på Erhverv Hjørrings hjemmeside - og her kan du også melde dig ind i netværket.

Tidligere vindere af Dynamic StartUp Challenge

2017: Nordic Gourmet Factory - ved Tommy Jensen og Michael Kristensen.

2018: Kagetid - ved Liv Martine Hansen og Simone Thorup Eriksen.

2019: Entomass - ved Mads Heinrich Juul og Mads Skjærbæk.

2020: "Hjælpemiddel til sundhedssektoren", der skal hjælpe brugere med funktionsnedsættelse op fra liggende til korrekt siddende stilling i sengen - ved Pernille Stærmose Bæk Pedersen, Kristina Stærmose Bæk Pedersen og Karoline Stærmose Bæk Pedersen.

2021: Blaiton - ved Martin Jensen og Martin Elefsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste