Ole er på vej med nye vandmålere: - Det er vigtigt, at kunderne har gjort klar til os
Hjørring Vandselskab installerer 20.000 nye fjernaflæste målere. Kunderne får hermed mulighed for at få besked, hvis der opstår en lækage eller et brud
HORNE: Montør Ole Jensen er på besøg i Horne. Her skal Henrik Ledet have skiftet vandmåleren i bunden af skoskabet ud med en ny, som er fjernaflæst.
Henrik Ledet har flyttet alle skoene ud og gjort plads, så Ole Jensen kan komme til. Det er vigtigt, for han og folkene fra Eltel har travlt. I år skal de nemlig have skiftet over 20.000 vandmålere.
- Det er vigtigt, at kunderne har gjort klar til os og tjekket deres installation. Er rørene omkring måleren tærede, så kan jeg ikke skifte den. Hanerne på begge sider af måleren skal også være i orden, for ellers kan vi ikke lukke for vandet, forklarer Ole Jensen i en pressemeddelelse fra vandselskabet.
Vandmåleren sidder ofte i et bryggers, et teknikskab eller i en brønd udenfor, men lige meget om den sidder inde eller ude, skal den være let at komme til for montørerne.
Alarmer kan spare dig penge
Under udskiftningen, som tager ca. 15 – 30 minutter, lukker montørerne kortvarigt for vandet. Herefter aflæser montøren den gamle vandmåler, som pakkes ned og bringes med tilbage til vandselskabets lager.
Her opbevares de i ca. et år i tilfælde af, at der opstår spørgsmål om for eksempel aflæsninger.
Når tallene på den nye og gamle måler er registrerede, sættes den nye fjernaflæste op til at sende aflæsninger ind til antenner, der er placeret i høje master. Det er disse antenner, der gør, at vandselskabet automatisk kan aflæse måleren én gang om året og kan alarmere en kunde, hvis der registreres et unormalt forbrug.
- Hvis man som kunde registrerer sig på vores kundeportal og skriver sig op til at modtage besked, så har vandselskabet mulighed for at give kunden en melding, hvis der pludselig opstår et unormalt vandforbrug. Det kan for eksempel være, hvis et toilet løber, eller der er sket skade på rør eller andet. Det kan ind imellem give nogle grimme efterregninger, men det forsøger vi med den nye teknologi at komme i forkøbet, forklarer Ole Jensen i pressemeddelelsen.
16 kunder er allerede blevet alarmeret på grund af lækager og brud, fordi den nye fjernaflæste måler afslørede et unormalt vandforbrug, og de er derfor blevet sparet for en ærgerlig efterregning.
Men selvom de nye målere er smarte, er det dog en god ide stadig at holde øje med måleren. I sidste ende er det nemlig kundens eget ansvar, at der ikke sker vandspild eller brud – også selvom han eller hun er tilmeldt beskedservice.
Efter udskiftningen sker aflæsningen af måleren automatisk, og aflæsningen sendes til kundeservice hos Hjørring Vandselskab.
Registrering på kundeportalen
I Horne stilles skoene tilbage i skabet. Udskiftningen tog ca. 20 minutter, og Henrik Ledet skynder sig at registrere sig på kundeportalen for at få alarmer, hvis der skulle være utætheder på hans installationer.
Kundeportalen findes på www.hjvand.dk/kundeportal, og kunderne logger ind med det brugernavn og kode, som står i øverste højre side af regningen.