Overvældende tilslutning til nyt badmintonkoncept i Løkken. Foto: Kirsten Olsen
Livet her

Nyt badminton-koncept i Løkken er blevet et kæmpe hit

16. januar 2022 kl. 07:00
Overvældende tilslutning til nyt badmintonkoncept i Løkken. Foto: Kirsten Olsen
Foto: Kirsten Olsen
Foto: Kirsten Olsen

Lige fra start er et nyt badmintonkoncept i Løkken blevet taget særdeles godt imod.

- Vi er super tilfredse. Faktisk er vi blæst bagover i forhold til interessen, og er spændt på, hvad det kan udvikle sig til, fortæller Lina Bak Birk fra GVL’s badmintonudvalg.

GVL/badminton er her fra nytår startet på et helt nyt koncept. Der er åbent for, at alle kan spille med/mod alle uanset niveau, og der er ingen faste makkere.

Denne måde at spille på giver mulighed for, at alle kan være med, da man spiller på kryds og tværs med alle.

- Der spilles et sæt, hvorefter man skifter plads, så der på den måde bliver et flow blandt spillerne, forklarer Lina Bak Birk.

- Det skaber et rigtigt godt sammenhold, når man ryster posen, og unge som gamle går på banen og dyster. Der er sved på panden og samtidig plads til et godt grin, siger hun.

Nyt koncept på initiativ

Det nye koncept i Løkken Idrætscenter, Søndergade 42 er hver mandag kl. 18-20. Bliver interessen ved med at stige, overvejer klubben at åbne nye hold mandag aften fra kl. 20-22 og onsdag aften fra kl. 21-22. Sæsonen kører til den 28. marts.

Lina Bak Birk forklarer, at konceptet er startet efter opfordring/forespørgsel fra klubmedlem Helle Elisabeth Nielsen, som også er medinitiativtager til Tilflytter/Lokalcafeen under Kulturhus Løkken.

- Jeg tænkte, at badminton i denne form også kan være en god måde til skabe kontakter mellem tilflyttere og lokale, og det ser ud til at holde stik, konstaterer Helle Elisabeth Nielsen.

Mulighed for prøvespil

Lina Bak Birk understreger, at GVL meget gerne tager imod udfordringer og ønsker om nytænkning fra medlemmer og andre. Som for eksempel det nye badmintonkoncept.

- GVL/ badminton og udvalget er klar til at tage imod flere interesserede. Der er selvfølgelig mulighed for et prøvespil, hvor ketcher og bolde kan lånes, fastslår hun.

Har man yderligere spørgsmål så blot ring Helle Elisabeth Nielsen på 22442707.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu