
Nye ledere er i spidsen for Hirtshals Idrætscenter



LArs Henrik Kristensen og Lars Kruse Jensen danner et nyt lederteam i Hirtshals Idrætscenter. Lars Henrik Kristensen bestyrede tidligere hallens cafeteria og er nu øverste chef. Posten har han haft siden nytårsskiftet, hvor han afløste Rasmus Jespersen.
I jobbet vil den nye centerleder have ansvaret for hele Idrætscenterets område. Samtidig skal der findes en ny bestyrer til cafeteriet.
Lars Kruse Jensen er ansat som souschef og skal have med alt det praktiske at gøre. Det er lige fra daglig bogføring og livreddere i svømmehallen, og når der skal flyttes stole, borde, reddes op i alle værelserne og fejes og gøres rent.
- Vi har overtaget et veldrevet idrætscenter, og vores opgave er nu at skubbe til denne gode udvikling med at få flere aktiviteter, foreninger, lejrskoler og træningslejre til Hirtshals, fortæller duoen.
- Vi vil give den gode service her i Idrætscenteret, det er vigtigt for os, at alle der kommer her på området, får en super god oplevelse, så er der gode chancer for, at de vender tilbage år efter år, og dag efter dag, siger de to.
Af aktiviteter i Hirtshals Idrætscenter kan nævnes i spredt rækkefølge: Svømning, yoga, badminton, tennis, håndbold, fodbold, bordtennis, motionscenter, sjove fredage for børn og mange andre aktiviteter.