Uddeler Ronni Høyer er flankeret af en glad bestyrelse for Lendum Brugsforening, Helle Bundgaard Laursen Skjølstrup, sekretær, Søren Tjønneland, formand og Per Nielsen, næstformand. Herudover er Claus Dalmose og Lene Kristensen bestyrelsesmedlemmer. Foto: Niels Helver
Livet her

Ny uddeler i hårdt prøvet brugs

Dagli’ Brugsen i Lendum har ansat 31-årige Ronni Høyer

13. januar 2020 kl. 13:18

LENDUM: Bestyrelsen for Lendum Brugsforening har fra lørdag den 1. februar ansat Ronni Høyer som uddeler i Dagli’Brugsen.

Ronni Høyer er 31 år og har stor ledererfaring indenfor dagligvarehandel, så det er en erfaren uddeler, der skal stå i spidsen for Dagli’Brugsen i Lendum. Ronni er født og opvokset i Poulstrup, hvor han også har gået i skole til og med 9. klasse. 10. klasses afgangseksamen tog han fra Hjørring Ny 10., inden han påbegyndte den 2-årige handelsuddannelse i Hjørring. Herefter blev Ronni salgselev i SuperBrugsen i Hjørring. Efter i alt 4 års uddannelse, den teoretiske uddannelse på Handelsskolen og den 2-årige uddannelse i SuperBrugsen, blev Ronni souschef i Dagli’Brugsen i Grenå. Herefter fortsatte han en karriere som souschef i Dagli’Brugsen i Ørum, uddeler i Dagli’Brugsen i Nørager, uddeler i Dagli’Brugsen på C.P. Holbølls Plads i Aalborg, salgschef for food-afdelingen i Føtex i Brønderslev, og indtil den 31. januar er han salgschef i Meny Kennedy Arkaden i Aalborg.

- Jeg brænder for det nære miljø, og Dagli’Brugsen er en butik, hvor god kundekontakt med personlig betjening er en selvfølge. Man er også en del af lokalsamfundet, hvor service til byens foreninger og erhverv er en vigtig del af jobbet. Nu har jeg prøvet de store forretninger i de større byer, og det er slet ikke mig, så jeg glæder mig til at begynde som uddeler i Lendum, fortæller Ronni Høyer.

Ronni er kæreste med Kathrine, der arbejder ved Statens Administration i Hjørring, og de bor i Vrå sammen med deres to børn.

Efter en turbulent tid med store likviditetsproblemer, hvor Dagli’Brugsen var truet af lukning, glæder den nye bestyrelse sig over, at lysere tider er på vej. Opbakningen til Brugsen er meget større end tidligere, og med en ekstraordinær stor indsats fra personalet er et underskud på 250.000 kroner i 2018 nu vendt til en balance i 2019. Optimismen for fremtiden er så stor, at bestyrelsen budgettere med et overskud på 140.000 kroner i 2020.

At der kommer en ny uddeler, og økonomien er bedre end i mange år, skal selvfølgelig fejres. Derfor inviterer bestyrelsen for Lendum Brugsforening til velkomstfest for Ronni Høyer og hans familie lørdag den 1. februar fra klokken 11 - 13, hvor Brugsen er vært ved lidt godt til ganen og maven, og der er også noget til børnene. Alle er velkommen til at byde den nye uddeler velkommen til Lendum.

Annonceret indhold

Nyeste