Ny skole i Hirtshals: Tilmeldingen er i gang
HIRTSHALS: Det går den rigtige vej med forberedelserne på Nordsøen Fri Fagskole i Hirtshals, som til sommer slår dørene op til første elevhold. I en månedstid har det været muligt at tilmelde sig det kommende skoleår og allerede dagen efter tilmeldingen åbnede kom første i elev i hus.
- Vi er meget begejstret for at interessen så hurtigt har medført en optagelse af en elev. Samtidig bekræfter det os i, at vores eksistens er berettiget, siger forstander Peter Ernst Sundbæk.
I løbet af de sidst par måneder er der løbende blevet ansat personale som arbejder på højtryk med at gøre skolens fysiske rammer klar og skabe synlighed om skolen- både lokalt og nationalt. Særligt hos de offentlige forvaltninger rundt omkring i landet er interessen stigende - og det er noget der glæder forstanderen.
- Vi har jo hele tiden selv troet på visionen om en Fri Fagskole med et maritimt fokus. At folk ude i landet nu begynder at få øjne op for hvem vi er, er jo bare rigtig dejligt, lyder det.
Forstanderen peger desuden på, at det ikke kun er i Danmark, at interessen for skolen kommer, men at elever fra Norden og særdeles Grønland viser stor interesse.
Lige nu inviterer skolen alle interesserede unge og forældre til at henvende sig, hvis man er det mindste nysgerrig eller interesseret i et evt. ophold på skolen. Man skal have gennemført 9. klasse eller være fyldt 16 år ved skoleårets start.
- Uanset hvem man er eller hvor man kommer fra, så står døren altid åben for en kop kaffe og en rundvisning i vores lokaler her i Hirtshals, fastslår Peter Ernst Sundbæk.
I samarbejde de øvrige frie fagskoler i Nordjylland, Vittrup- og Halvorsminde Fri Fagskole, er Nordsøen Fri Fagskole vært for et arrangement d. 25 marts. Her er alle vejledere i hele Nordjylland inviteret til en let servering og et oplæg omkring de frie fagskolers indhold og tilbud til alle unge.
- Som fri fagskole har vi hver vores profil, som er målrettet erhvervslivets forskellige brancher, på den måde supplerer de tre fagskoler i Nordjylland hinanden vældig godt med brancherne Håndværk, Landbrug, Fiskeri, Gastronomi og Event samt Outdoor Turisme, fortsætter Peter Sundbæk, der opfordrer erhvervslivet i Nordjylland til at tage kontakt for at høre mere om den nye skole i Hirtshals - og et muligt samarbejde.